I sidste uge kom den Saudiske konge på besøg i Bahrain. Vi blev opmærksomme på det, da der pludselig hang tusindvis af billeder af ham og den Bahrainske konge på gader og stræder. En nydelig herre må man sige. På trods af at han er over firs, er hans skæg stadig sort som natten. Hans hår er godt gemt under tærklædet, så det er sikkert helt gråt (hvis han da har noget). Hvad skulle han så her? Efter sigende hylde det gode forhold mellem Bahrain og Saudi Arabien (læs: sikre sig at Bahrain ikke lukker broen i weekenden?)
På lokal tv sendte de et program om Bahrain og Saudi's gensidige besøg gennem tiden afsluttende med billeder fra fejringen af dette besøg. Alt i alt drejedede det sig om et par hundrede mænd i kjoler med viskestykker på hovedet og sabler i hånden, som de svingede i takt med musikken. Den Saudiske konge dansede ikke - han er måske dårlig til bens, den Bahrainske prøvede, men det var lidt svært at svinge sabelen uden at ramme en af hans bodyguards. De skulle nok bare have danset med frem for at danne en cirkel om den dansende monark. Kunne man forestille sig PET danne en cirkel om en Lanciers dansende dronning Margrethe? Eller dronningen danse Lanciers med et sværd i hånden? Måske er det på tide, at hun peppede sine fødselsdage lidt op med en fægtekamp i Riddersalen. Hvis hele Danmark skal bondefanges på dansk tv hver gang kongehuset fylder rundt (der er jo et jubilæum lige rundt om hjørnet), så kunne der godt være lidt mere at se på. Danske Spil kunne måske tjene lidt på begivenheden. Jeg ser endeløse muligheder for fornyelse, hvis de arabiske traditionelle danse fusioneres med de danske.