Med besøgende hjemmefra ender jeg sjovt nok altid ude på lidt sightseeing, men heldigvis ser jeg ikke kun, hvad jeg har set før. Så jeg har første gang været ude og se arabisk hesteløb. Hasard er naturligvis forbudt, så vi kunne ikke spille på en vinder.

Vi nåede selvfølgelig også noget af det obligatoriske som Tree of Life og Bahrain Fort. På fortet brugte Mikkel og jeg en hel del tid på, at få det helt rigtige billede af denne port, så her er mit bud på et godt et. Det er da meget godt klaret for et turist-kamera i tusmørke.

Hvor tit har du ikke stået nede i banken, på posthuset eller på apoteket, netop trukket et nummer for til din skræk opdage, at der er 50 numre før dig. Panik. Det forsvinder dog hurtig i og med, du kan se, der maksimum er 25 ventende, i det nogen har valgt at gå med uforrettet sag. Hvor længe går der, før du overvejer at gå til skranken når de for tredje gang kalder på nummer 197, som så tydeligvis ikke er til stede længere. Går du derop selvom, der stadig er 33 numre til dit?

Ja, det gjorde jeg altså. Jeg trak nummer 512, men i og med de kun var nået til nummer 879, var der vel en 633 ventende før mig. Så mange er der slet ikke plads til i banken, så da det 5 nummer i træk bliv kaldt op, uden nogen meldte sig, sprang jeg op til skranken. Der er måske ikke god køkultur, men jeg kunne simpelthen ikke vente på, at små 600 numre skulle kaldes op selvom der kun var 30-40 ventende i banken. For her trækker man ikke bare et nummer nede i banken, men en hel håndfuld, som man kan dele ud til venner eller bekendte, skulle de tilfældigvis dukke op i banken samme dag som dig selv. Habibi-kulturen længe leve.