Beklager jeg ikke har været så aktiv de sidste par måneder, men der er simpelthen sket for meget, at jeg ikke har haft tid eller overskud til at skrive. Det hele startede med vandskaden. Jeg kom sent hjem fra arbejde, blot for at finde et vandfald ned af trappen. Vi havde heldigvis besøg af Jesper og Kristina, så der var et par extra hænder til at tørre op. Vi ringede naturligvis til vores ejendomsservice, React Fast, der reagerede så langsomt, at jeg til sidst ringede og aflyste dem. Det kunne de ikke lige forstå, men de er herhjemme nu omdøbt til React Slow!

Vi havde nu pludselig travlt, da jeg snart skulle føde. Vi måtte have styr på huset, så vi flyttede ind på det eneste værelse, der ikke var vandskadet med alle vores ting. Vi lavede aftensmad på terrassen på vores toastmaskine - vi skal ikke spise toast igen i meget lang tid. Håndværkerne var et kæmpe mareridt. De ødelagde mere end de byggede op. De forstod aldrig, at vi gerne ville have dækket vores møbler af, så de ikke blev fyldt med støv og maling. De fleste stod heldigvis udenfor, men så blev det naturligvis regnvejr.

Glemte jeg at nævne, at min computer desuden brød sammen.

Så nærmede julen sig og der var ingen tegn på, at vi snart skulle blive tre. Vi holdt juleaften med naboerne Frank og Mette og lille Liva med flæskesteg, and og ris ala mande. Der manglede ikke noget. Første juledag slappede vi af på sofaen og jeg blev ret længe oppe for at se Da Vinci Mysteriet på dansk tv. Det var så rimelig ærgeligt at vågne allerede klokken 5 næste morgen på grund af ondt i maven. Jeg rodede rundt i flere timer og kunne bare ikke falde i søvn igen. Klokken 9 stod jeg op og gik i bad og satte mig så på en hård stol i køkkenet, for så gjorde det ikke så ondt. Jeg fandt også et ur frem, så jeg kunne holde lidt øje med smerterne. De var faktisk ret regelmæssige, så henad klokken 11 besluttede vi os for at køre på sygehuset for lige at høre, om der skete noget. Det gjorde lidt nas, bevares, men jeg var i tvivl om, at det var tid. Men det var det.

Vi blev indlagt klokken 12, hvor jeg var 3-4 centimeter. Klokken lidt over 1 bestilte jeg en epidural, da den skulle lægges inden jeg var 6 centimeter. Da det var weekend var der ingen anæstesi læge på sygehuset, så han blev tilkaldt. Da den blev lagt, måtte Carsten lige ud og finde en sofa. Han gør sig ikke så godt i blod og kanyler. En epidural bedøver alt fra livet og ned. Mine ben var nu 2 klumper gele, der manuelt måtte flyttes rundt, hvis jeg skulle flyttes rundt. Det var ret komisk og jeg grinede en hel del.

Så dukkede min læge Dr. Salam op for at se hvordan det gik. Jeg var nu de 6 centimeter og klokken var godt 3. 3 kvarter senere kom sygeplejesken for at lægge et kateter. Da jeg ikke kunne gå på grund af epiduralen var toiletbesøg ikke længere en mulighed. Da hun løftede på tæppet over mine ben kom hun med et mindre udbrud og sagde vi hellere måtte tilkalde lægen. Jeg var nu de fulde 10 centimeter, så klokken 4 startede vi og ti minutter efter kom Caroline Amalie Porse Tang til verden. Hun var helt hvid og havde 3 meget karakteristiske rynker i panden. Vi hilste meget kort på hinanden, før hun blev taget ned på nusery for at blive vasket, målt og vejet og få tøj på. Jeg fik et par sting og blev efter en meget lang time alene i fødestuen rullet ned på mit værelse (med Seaview) hvor Caroline også blev rullet ned.

Da jeg havde det godt dagen efter, forsøgte vi at blive tidligt udskrevet. Desværre havde Caroline en infektion, så hun blev indlagt på ICU i isolation. Den næste uge så vi hende kun til spisetid, hvor jeg fik lov at amme og ikke mere. Dertil gav de hende en flaske hver 3 time, og så snart hun var mæt, blev hun lagt i sin krybbe og jeg sendt ud igen. Amningen fungerede naturligvis ikke, men det var de ligeglade med. Hospitalets regler var vigtigere end hensynet til barnet og familien De første par dage var jeg selv indlagt, men blev sindssyg af at være der, så de sidste tre dage sov jeg hjemme. Stakkels Caroline græd hele natten efter sin mor. Så fik hun et meget alvorligt bleudslæt, så hver gang hun gjorde i bleen, skulle den skiftes straks for ellers græd hun som pisket. Det blev unægtelig til et par bleskift, men da jeg ikke måtte pusle hende, var det bare at tilkalde sygeplejesken:-) Da jeg insisterede på at skifte pampers ud med et parfumefri alternativ troede de jeg var sindssyg. Det troede de jo nok generelt, da jeg på ingen måde var enige med dem om, hvordan Caroline skulle passes og plejes.

Endelig den 3. januar kunne vi tage Caroline hjem, så nu står den på søvnløse nætter og bleskift i lange baner.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor bliver gravides kroppe til hvermands eje? Hvorfor skal jeg dele ud af intime detaljer om min krop og hvorfor i al verden skal jeg hele tiden svare på, hvor FED jeg er blevet????

Jeg er ikke blevet fed! Nok nærmere lidt halv rund og kan nu på ingen måde hive maven nok ind til at skjule det længere, at vi faktisk er to i en. Når det så er sagt, er der stadig mange, der ikke kan se, jeg er gravid. Jeg befinder mig stadig i et gråt område, hvor folk ikke tør spørge i frygt for, jeg bare har lagt mig lidt ud.

Tilgengæld, når de finder ud af, at jeg er gravid, så ses det som en åben invitation til at pille og rage mig på maven. Det er ikke alene ubehageligt men overskrider samtidig samtlige grænser for, hvor tæt man egentlig kan komme på en anden person. Størstedelen er desuden folk, jeg dårligt kender. Det ville de jo aldrig finde på, hvis ikke jeg var gravid, så hvorfor i alverden er det i orden nu? Jeg går jo heller ikke rundt i hiver fat i maveskindet på folk og giver det en ordentlig rystetur med et stort grin på læben. Fingrene væk siger jeg bare!!!

Der er nu godt to en halv måned til jul, og vi har været på vores første besøg på fødegangen og talt med fødselslægen. Carsten forstod ikke lige, hvorfor han skulle med, da han planlægger at 'overvære' fødslen fra en stol i en lokal bar. Alt går godt, junior vokser og er meget aktiv så der er ikke meget ro til at få noget søvn. Desværre får vi ikke længere softcopy billeder fra scanningerne, så I må nøjes med et billede af junior udefra og hendes FEDE mor.

Jeg har nu i et år arbejdet på konsulatet og i konsulens private firma. Det er jo gået stærkt. Jeg har lært en del om, hvordan det arabiske samfund fungerer - eller rettere hvordan det ikke fungerer. Nu hvor Ramadanen endnu er over os, kan det kun undre hvordan en hel region kan overleve, når der hvert år mistes en måneds arejde. Bevares, araberne tager da på arbejde under Ramadanen, men kun i et par timer ad gangen og de laver stort set ingenting. Vores receptionist til eksempel møder konsekvent ind 2 timer for sent, men går alligevel til normal tid. Det er tydeligvis meget hårdt for hende at arbejde de resterende 3 arbejdstimer, så hun bruger det meste af sin tid på at læse aviser på nettet.

Fimaet har dog travlt som altid. Vi har konstant mindst en mand i afrika for at varetage vores kontrakter. Vi har derfor været nødt til at hyre en rejseagent til at styre vores billetindkøb. Hun er ligesom vores visaagent dybt religiøs, men kristen. Hver gang vi taler sammen, takker hun Gud for mit gode helbred, eller beder Jesus hjælpe hende med at udfærdige vores billetter til tiden. Det er meget overvældende, men egentlig ikke meget anderledes end når jeg taler med vores muslimske visaagent. I bund og grund er det egntlig meget amerikansk med alt hendes 'praise the lord', men ualmindeligt svært at tage seriøst, når man har vænnet sig til insh'a'allah kulturen hernede.

Vores kollega i Afrika er dog hjemme i denne uge. Han fik høj feber og besluttede sig for at tage på det lokale healthcenter for nærmere undersøgelser. De stak ham blot en pakke tamiflu og sagde han skulle holde sig hjemme i 3 dage. Hvorvidt han havde influenza eller ej, var overhovedet ikke med i deres overvejelser. Frygten for influenza i Bahrain har nået uanede højder. Skolerne er luket indtil en uge efter Eid, så man kan sikre sig, at alle børn har været i Bahrain i mindst en uge inden de starter i skole. Desværre var enkelte skoler allerede åbnet, da regeringen besluttede at holde dem lukket. Disse skoler har i første omgang fået lov at forblive åbne, men konstateres der sygdom, skal de straks lukkes ned i 2 uger, så de første skoler er allerede blevet lukket. Da de ikke checker, hvad folk fejler, forudser jeg dog, at samtlige skoler i Bahrain vil være lukket inden der er gået en måned, for børn bliver nu engang syge. Lad os håbe, der snart er nogen på Ministry of Health, der vågner op af Ramadansøvnen og kan tage nogle ordentlige beslutninger. Så kan det være, vi også finder ud af, hvad vores kollega egentlig fejler. 

I Bahrain er man nødt til at have en visa agent. Det er umuligt for andre end visa agenten at forny opholdstilladelse, udstede CPR-kort mm. Min visa agent hedder Ali. Ali er ikke bare Bahraini men også stærkt troende muslim. Ligesom de fleste stærkt troende shia muslimer har han en mørk plet i panden fra at knæle så meget for Gud. Dertil har han konstant koraenen kørende på lydbånd i baggrunden.

Ali vil meget gerne sprede det gode budskab fra koranen og benytter enhver lejlighed til at oplyse om fortræffelighederne i koranen. Så udstedelsen af et nyt CPR-kort betyder, at man altid får et par bevingede ord med på vejen.

For eksempel er han meget opmærksom på, at de kristne også er Guds folk. Han kunne derfor fortælle mig, at når den sidste dag kommer, vil Profet Muhammad gå i forbøn for muslimerne og profeten Isa (Jesus) gå i forbøn for de kristne hos Gud, så de ikke skal være så længe i skærsilden og komme hurtigere i himmelen. Jeg spurgte naturligvis hvilken profet, der ville gå i forbøn for jøderne. Ali svarede tørt, at jøderne ville brænde op i helvede!

Ali har selv oplevet Guds gavmildhed. Da han efter 18 års ægteskab endnu ikke havde fået nogle børn, hvilket er ganske uhørt i disse egne, rejste han med hustruen til Irak for at besøge Iman Husseins grav. De kunne ikke komme ind til graven, men et par vagter tillod at de kiggede ind gennem et hul i væggen. Her bad Ali for sin hustru og 2 måneder efter besøget blev hun gravid med ikke et men to børn. Se, det var i sandhed et mirakel. 

Da jeg i dag besøgte Ali konstaterede han straks, at jeg måtte være gravid. Det undrede ham dog ikke, for han havde jo bedt for mig. 

Han ville også gerne give mig lidt råd med på vejen. Jeg skal spise kvædefrugt (Quince), for så får man smukke børn.

Paa Berlingske.dk kan man idag laese hvordan israelerne naegter at kalde den herskende epidemi for svineinfluenza. Da svinet er et urent dyr kan man naturligvis ikke sige, at den israeler, der pt. er indlagt med symptomer, har svineinfluenza. De vil derfor i stedet kalde det Mexico influenza. Hertil kommenterer Berlingske, at der endnu ikke er noget muslimsk land, der har givet den herskende influenza andet navn.

Paa forsiden af Gulf Daily News staar det imidlertid klart, at bahrainerne ikke er saa fintfoelende. Regeringen og statshospitalet er parate skulle "the Swine Flu" ramme. De har allerede stillet stue 13 af til karantaene. Dertil importerer Bahrain heller ikke svinekoed fra lande, der er ramt af influenzaen. Saa ikke alene kan de bruge ordet svin i deres mund, de vil skam ogsaa indroemme, at de importerer det og at de kan blive syge af det. Slaa den Israel!

The World Organisation af Animal Health pointerer rigtigt nok, at svineinfluenza er en forkert markering idet der endnu ikke er fundet en syg gris, og at vira'en inkluderer elementer af fugle og menneske influenza. De foreslaar derfor, at den kaldes North American Influenza. Der har nu ikke den helt samme klang som Svineinfluenza, saa det holder jeg paa.

I weekenden smuttede vi til Dubai. Der kan man jo lave så meget. Vi måtte derfor til Mall of The Emirates os se deres skibakke an. Vi indså dog, at vi var nødt til at få nogle timer med en instruktør, så skituren har vi stadig til gode. Heldigvis var der så et par hundrede butikker at kigge på i stedet for. Sightseeing blev der også tid til. En smut i souqen for at de traditionelle windtowers, som Mellemøsten er så berømt for, men vi fandt kun 2.

Men det var altså ikke derfor vi tog til Dubai. Vi tog dertil for at finde en ny sofa. Ikke alene skulle vi finde en ny sofa, vi skulle finde den et bestemt sted. Vi tog simpelthen til Dubai for at gå i IKEA! Alle der kender Carsten ved, at hvad han mener om IKEA og Netto for den sags skyld. Men vi tog altså i IKEA og var der i over 4 timer! Vi fandt dog en sofa, som bliver leveret om en uge. 

Man skulle tro, at folk snart ville lære det. Sluk altid julelysene, hvis du forlader dem! Desværre sker det stadig ikke - og vi kunne da heller ikke finde ud af det. Så juleaften, da John og Helene's børn skullle lægges i seng, sad resten af selskabet udenfor. Det passede med, at lysene på bordet nåede ned til plasticdekorationerne, så pludselig stod spisebordet i lys lue. Ikke noget en spand vand ikke kunne klare, men da var hele stuen fyldt med røg og dugen og den underliggende voksdug var brændt og smeltet ned i spisebordet. Så kan man lære det!

Traditionen tro var der hverken røg eller brand nytårsaften. Nytårs fyrværkeri er endnu ikke blevet lovligt. Heldigvis kan man holde en stor fest, dog ikke i år. Kongen udsendte nytårsaftens dag et dekret, der forbød nytårsfester. Årsagen var situationen i Palæstina, men måske nærmere at Sheiken i Dubai havde gjort det samme dagen i forvejen. I hvertfald blev fester på hoteller og andre offentlige steder lukket ned. Mange havde jo allerede gav 500+1000 kroner for billetter, men frem for at give pengene tilbage, blev festerne udsat til 1. januar. Jeg tror nu nok, de fleste hellere ville have haft pengene tilbage. En nytårsfest 1. januar er bare ikke det samme.

 Vi skulle dog ingen steder, for Carsten skulle selvfølgelig flyve. Så vi delte en flaske môet og gik tidligt i seng. Godt Nytår.

Med besøgende hjemmefra ender jeg sjovt nok altid ude på lidt sightseeing, men heldigvis ser jeg ikke kun, hvad jeg har set før. Så jeg har første gang været ude og se arabisk hesteløb. Hasard er naturligvis forbudt, så vi kunne ikke spille på en vinder.

Vi nåede selvfølgelig også noget af det obligatoriske som Tree of Life og Bahrain Fort. På fortet brugte Mikkel og jeg en hel del tid på, at få det helt rigtige billede af denne port, så her er mit bud på et godt et. Det er da meget godt klaret for et turist-kamera i tusmørke.

Hvor tit har du ikke stået nede i banken, på posthuset eller på apoteket, netop trukket et nummer for til din skræk opdage, at der er 50 numre før dig. Panik. Det forsvinder dog hurtig i og med, du kan se, der maksimum er 25 ventende, i det nogen har valgt at gå med uforrettet sag. Hvor længe går der, før du overvejer at gå til skranken når de for tredje gang kalder på nummer 197, som så tydeligvis ikke er til stede længere. Går du derop selvom, der stadig er 33 numre til dit?

Ja, det gjorde jeg altså. Jeg trak nummer 512, men i og med de kun var nået til nummer 879, var der vel en 633 ventende før mig. Så mange er der slet ikke plads til i banken, så da det 5 nummer i træk bliv kaldt op, uden nogen meldte sig, sprang jeg op til skranken. Der er måske ikke god køkultur, men jeg kunne simpelthen ikke vente på, at små 600 numre skulle kaldes op selvom der kun var 30-40 ventende i banken. For her trækker man ikke bare et nummer nede i banken, men en hel håndfuld, som man kan dele ud til venner eller bekendte, skulle de tilfældigvis dukke op i banken samme dag som dig selv. Habibi-kulturen længe leve.