Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at brokke mig lidt!

Hvordan kan det gå til at jeg går fryser når temperaturen måler 25-35 grader? Det skal jeg sige jer og med et ord: Aircondition!! Ikke nok med det, den er skruet umenneskeligt meget ned. Mens temperaturen udenfor er 30 grader er den indenfor max 7 grader, og jeg lyver ikke!!
Da Durita og jeg fjollede rundt i New York skiftede man mellem at svede halvt ihjel eller dø af kulde. Og desværre havde man jo ikke fornuft nok til bare at tage en trøje med, nej for det er jo sommer! Om sommeren gælder det jo om at have så lidt tøj på som overhovedet muligt. Så når vi var helt forfrostne inde i en eller anden foretning eller i biografen gjaldt det om at komme uden for "for at kunne holde varmen". Det lyder jo helt absurd, men sådan var det, og sådan er det også i Toronto. Selv i bilen hjem til fætter Jørgen fortrød jeg, at jeg havde taget shorts og sandaler på, HELDIGVIS havde de ikke sat aircondition til i huset, så jeg klarede den.
Jeg har rendt rundt i det største shoppincenter jeg nogensinde har set idag, det selvsamme jeg har omtalt tidligere. Det er et underjordisk center, mener nok det hedder Eaton. Anyways, superstort, jeg frøs stadig 2 timer efter jeg var kommet ud af centeret...jagtede solsiden af vejen hele vejen tilbage til hostel.

Og hvad sker der for stikkontakterne herover? En ting er at de ser helt anderledes ud, så man skal have diverse forlængerledninger osv. Men der kommer kun halvt så meget strøm ud!! Jeg har ikke haft min mobil i over en uge, fordi jeg ikke kunne lade den op, mit troværdige vækkeur:o) De dage jeg har skullet noget vigtigt har jeg vågnet en milliard gange for at være sikker på ikke at stå forsent op. Ikke specielt en sund skønhedssøvn, og man bliver møgtræt af det resten af dagen. For hvad sker der for vækkeurene i Nordamerika. Den har nogenlunde de samme knapper som et typisk dansk vækkeur, alarm, timer, minutter, snooze (og radio), men ingen aktiveringsknap. Det er umuligt at sætte vækkeuret til at ringe, jeg kan godt sætte tiden men ikke om jeg kan få det til at ringe. OG helt ærligt, det burde da ikke være så svært!!
Tilbage til stikkontakterne med halv styrke, min hårtørrer....det tager en halv krig at tørre mit hår!! Det er lige før det er hurtigere slet ikke at tørre det!

Og så har jeg skiftet værelse, en gæst havde booket hele etagen jeg boede på. Nu større værelse og større seng, men intet køkken eller badeværelse. Jeg bor nu i stuen og kan bruge badeværelset i kælderen (som ikke kan låses) eller det på 2. sal (der har jeg ikke været endnu). Ikke nok med det, min nabo - som har enerettighed på det toilet der hører til mit værelse!!! - har 2 hunde, og de larmer!! Plus jeg kan høre ALT hvad han laver, jeg ved i hvert fald han har et køkken, og så kan han godt lide at gå rundt og synge. Og så internetforbindelsen møgdårlig her!!
Men det er okay, sengen knirker ikke lige så meget, og det drejer sig kun om 2 overnatninger...snøft, jeg skal nok klare den! :oD

Puuhh, det var godt at komme af med al den galde, den har efterhånden hobet sig op. Just so you know, jeg har købt en ny oplader så nu virker min mobil igen. I kan altid få fat på mig, men overdriv nu ikke....for det er vist nok mig der betaler;-)

Vel ankommet til Toronto - men hvor blev skolen af?!

Søndag d. 27. August var det tid til at jeg skulle fortsætte mit lille eventyr solo. Duritas og mine veje skulle skilles. hun skulle til Washington og jeg skulle til Toronto (via Washington...meget irriterende!)

Jeg skulle med flyet til Washington fra JFK lufthavn kl. 12.46, men skulle checke ind 3 timer inden, så jeg tog tidligt af sted søndag, lidt over 7 om morgenen - jeg regnede med at så havde jeg tid til at tage det forkerte tog samt fare vild i lufthavnen. Hvad jeg ikke havde taget højde for var at metroen også kan være en smule ustabil i New York...

Da jeg kom ud af hostellet kom en meget højtråbende mand mig i møde, netop som jeg var begyndt at bande og svovle over mine forbandede tunge kufferter. "Please, please let me help you! God told me to help people, please let me help you!" Selvfølgelig blev jeg en smule mistroisk, men han forsikrede mig at han hverken ville have penge eller mad, han ville bare gerne udføre Guds ord. Så jeg tænkte okay, så slap jeg for den tunge kuffert. Men lige så snart han fik kufferten begyndte han på, at hvis jeg nu havde nogle penge så....han havde ikke fået mad længe og ville så gerne have morgenmad, men det var jo selvfølgelig ikke derfor at han hjalp mig. Dernæst kunne han jo fortælle mig at han aaaaallddrig havde været ude og rejse før, men håbede virkelig at han ville få mulighed for det engang i fremtiden. Og så havde han aldrig overfaldet eller slået en kvinde (hmmmm....) og han havde aldrig stjålet før. For at sige det kort, han ville virkelig gerne have nogle penge og brugte alle midler på at vække min sympati. Problemet var bare at jeg havde næsten ingen kontanter, og det havde jeg også forklaret ham med det samme. Jeg havde $4 som jeg havde tænkt mig at bruge på min egen morgenmad i lufthavnen...men fordi han hjalp mig helt ned i metroen med min kuffert (samt jeg ikke rigtig vidste hvordan han ville reagere hvis han ikke fik nogle penge...) så fik han mine sidste dollars. Har ikke helt fundet ud af hvordan man håndtere de tiggere..

Jeg vidste godt hvilke toge jeg skulle med, men var mere i tvivl om hvilken perron jeg skulle stå på, så jeg spurgte en medarbejder der gik rundt nede i undergrunden. Han forklarede mig hviklet tog jeg skulle med, der var nemlig to linjer der hed det samme, men som kørte forskellige steder hen, og så viste han mig hvor jeg skulle stille mig så jeg kunne spørge togføreren hvilken retning han kørte, meget venlig mand! Godt så, og så ventede jeg, og jeg ventede...jeg havde forventet at være i JFK lufthavn omkring kl 8, da kl. var 8.15 sad jeg stadig på 59th Street og havde i hvert fald en halv time togkørsel foran mig. Så kommer det første A-tog, og i et anfald af panik "hvad er det nu lufthavnen hedder, 3 bogstaver..." mens jeg går hen til togføren, jeg får hans opmærksomhed og spørger "Are you going to FBI??" hehehehe, det fløj ud af munden på mig, det var den eneste kombination af 3 bogstaver jeg lige kunne komme på....hehehe, jeg kunne slet ikke lade være med at grine af mig selv bagefter, der helt alene i undergrunden. Heldigvis vidste han godt hvad jeg mente, og det skulle han desværre ikke. Men der kom hurtigt et nyt A-tog, og det var det rette.

Det lykkes mig at tage det rigtige fly til Washington OG derefter til Toronto, så man kan godt sige jeg var pænt stolt af mig selv den dag!! Skal jeg være ærlig havde jeg forventet at gå ret så meget i panik og fare vild en masse gange, men det skete slet ikke. Da jeg ankom til Toronto kunne jeg ikke lige overskue at finde ud af busser og subway, så jeg tog altså en taxa...men det var en ret lanf tur viste det sig, vi kørte i over en halv time og jeg begyndte at blive lidt nervøs for den endelige regning. I Danmark er jeg sikker på denne tur ville have kostet mig 500 kroner hvis ikke mere, men jeg slap med det halve...selvom canadierne syntes det var en dyr tur.
Jeg blev meget overrasket over mit nye hjem, Guesthouse Hostel, jeg var overbevist om at der var sket en fejl. Det var jo bare et almindeligt hus, der var ingen skilte eller anden form for reklamer om at det var et Hostel. Mens jeg sad i taxaen og snakkede med chauføren om hvorvidt dette var det rigtige sted eller ej, kom en mand ud af huset og spurgte om jeg var Karina Rasmussen og ønskede mig velkommen, tog en kuffert og bar den ind. Jep, det måtte være her! Og hvilket sted i forhold til hostellet i NYC, men jeg betaler nu også dobbelt så meget... Jeg har fri internet, over 70 kanaler på fjernsynet, privat bad og toilet samt mulighed for at vaske tøj billigt, og så har jeg køkken - køleskab, mikroovn, gaskomfu, kaffemaskine, toaster osv. Luksus i forhold til det andet sted. Det eneste jeg kan beklage mig over er en ret lille seng og så KNIRKER den!! Jeg skal bare tænke på at bevæge mig så overdøver den alt! Men det er jo heldigvis kun for nogle dage, så skal jeg flytte over på det der svarer til et kollegie...det bliver spændende!

Men der viser sig jo at jeg har ret så meget familie her i Toronto og omegn, mange af min fars onkler, fætre og kusiner emigrerede i 1950'erne til Canada. Min farfar var den første der rejste, man kan vel kalde ham en trendsætter;o), han rejste dog hurtigt hjem igen da min oldefar blev syg.
Anyways, Jørgen (min fars fætter) ville meget gerne have at jeg kom på besøg, så mandag eftermiddag blev jeg hentet og så gik turen nord på. Desværre havde ingen af os taget højde for rushhour, så det blev en lang tur, men så fik vi da chancen for at lære hinanden lidt at kende. Og hvilket hjem jeg kom hen til, fantastisk hus midt inde i en skov, kæmpe have med swimmingpool, kæmpe hund og kæmpe kat - lignede Bamse på en prik Mikkel, bare i en lidt aahhøøørmm overproportionel størrelse, kæmpe hus. Men et meget rart hjem, og det var skægt at se et typisk canadisk hjem (vil jeg tro) med diverse porcelænsfigurer fra Danmark.
Vi gik på restaurant for at spise aftensmad og Jørgen og Grethes søn tog med. Sindssyg lækker mad, men havde ikke rigtig tid til at spise den! Barndomsminderne rullede frem "Karina, ti stille og spis, vi venter kun på dig!". De var jo selvfølgelig nysgerrige og stillede spørgsmål mht. mit studie, til min familie, hvor jeg skulle bo, hvad jeg havde oplevet i NYC etc. Så det var selvfølgelig undskyldt at jeg var lidt længere om min mad end de andre, men associationerne var der stadig:o)

Næste dag, dvs. idag, besluttede jeg mig for at finde ud af hvor min skole og mit fremtidige hjem de næste 3,5 måneder skulle være. Men kunne jeg finde det? Nope!
Da jeg havde rendt rundt en times tid opgav jeg, så måtte jeg prøve imorgen i stedet for. Så hvad kunne gøre mig i bedre humør, hmmm der lå jo et shopping center;)
Men lige så snart jeg kom ind i centeret ser jeg et skilt med min skoles navn, Ryerson University. Så jeg følger pilen, og kommer ud af centeret på den anden side og ser...ingenting. Bare en masse butikker. Det kunne da ikke være rigtigt at min skole lå inde i et shopping center?! Som jeg blev mere og mere irriteret besluttede jeg mig for at gå hjem, der var ikke andet for at jeg måtte researche lidt mere imorgen før jeg bevægede mig på jagt igen. Pludselig ser jeg et nyt skilt på vejen hjem, og vupti der lå campus og sjovt nok min skole. For så at gøre det mere pinligt, jeg rendte rundt efter Victoria Street 30, men skulle have ledt efter Victoria Street 300! No wonder I couldn't find it! Mig og min fremragende hukommelse... Desværre fandt jeg ikke Neill Wycik (mit fremtidige hjem), men der er jo en dag imorgen!

Have a nice one:oD
Knus Karina

Hey..

De kommer lige en masse updates, men jeg har haft lidt problemer med internettet i New York. Nu er jeg vel ankommet til Toronto, har internet på værelset så det giver mig lidt mere tid også...

Torsdag tog vi det stille og roligt, sov længe og besluttede os for at gå på museum. Der havde været alletiders billede af en politi matrone i subwayen som jeg har moret mig over hele ugen, så hvad ville være naturtligt end at tage på politimuseet:)

Og i tilfælde I er i tvivl, så er matronen hende til venstre (Durita er til højre, så ved I hvem det er jeg har rejst med!), billedet stammer fra 1911...var slet ikke klar over de stadig brugte korset dengang..
Men det var faktisk meget skægt, politimuseet kunne berette om de første "politibetjente" i 1600-tallet og frem. Om de første politibille hvis horn lød "AAHHOOOGAAA!!". De første forbryderbilleder. Hvordan en venlig ung advokat (på 22!!!!) kom med et venligt forslag til politiet om at bruge sirener på deres biler. Dette venlige forslag blev taget op og vurderet som en god ide. (der var en avisartikkel om det..)

Dernæst gik vi lidt rundt på South Street Seaport, hvor The YogiLazer skulle til at gøre sin entre. En gøgler der kunne de mest fantastiske ting med sin krop...lidt klamt også, og derfor meget underholdende.
Herfra kunne vi se Brooklyn Bridge, og besluttede os for at gå over den, den er ret lang. Men god udsigt, og vi fik også nogle okay billeder af broen. Vi kender jo slet ikke Brooklyn, og var egentlig også ret trætte, eller det var jeg i hvert fald, så jeg var egentlig bare mest interesseret i at få noget at spise og så vende næsen hjem til Manhattan igen. Vi vidste at der løb en metro over ved den anden bro, som måske hedder Manhattan Bridge, har ikke lige undersøgt det, så vi gik derover, kunne ikke finde metroen, kiggede opgivende på broen og gik den lange vej tilbage igen.. Altså så lang er den heller ikke, havde bare virkelig ondt i fødderne og var meget træt. Derfor synes vi også vi havde fortjent en biograftur den dag. Vi så The Illusionist med Edward Norton, den skal I altså se, den er god. Vil ikke afsløre noget, men jeg kunne lide den og Edward er jo altid for cool!!


Lad mig se...fredag, tror ikke vi lavede noget så interessant om dagen, andet end at vi fik vasket tøj, men det var til gengæld også et højdepunkt! Vi fandt to søde små kinesiske damer der skule have 85 cents pr pund tøj, og så foldede de selvfælgelig også sammen. Tror næsten det er de bedste $5,50 jeg har lagt ud i NYC, mmmm rent tøj:o) Om aftenen gik vi på jagt efter en indisk restaurant og fandt den, mere lækker mad har vi ikke fået siden vi kom til NY. Bagefter skulle vi mødes med 2 piger fra CBS, 2 SPRØK'er (økonomi og sprog) og udforske nattelivet. Hvilket igen blev lidt af en fiasko, men af helt andre årsager. Vi mødtes på en irsk bar, hvor vi for min skyld gerne kunne være blevet resten af natten, men de to piger havde været ude og købe nye stiletter, der skulle luftes, hmmm lyder det bekendt? Så kan I nok også gætte hvad der skete senere.. (vabler, gå på bare fødder, no backup shoes;) hehe)
Vi stod næsten en time i undergrunden og ventede på et tog, da vi kom frem til diskoteket var det "all-asian night", så der kunne vi ikke være. Sammenlignet med de andre piger var jeg SÅ glad for mine flade komfortable sko da vi gik tilbage på jagt efter et andet sted, i regnvejr (og jeg havde været så smart at tage paraply med). Vi fandt et andet sted og sad der nogle timer...starten på aftenen havde ligesom ødelagt det hele, så jeg var ikke så opstemt..

Lørdag gjorde vi de sidste indkøb. Købte en lækker lille i-Pod, og den er virkelig lille, skulle ikke undre mig at jeg smider den væk på et tidspunkt.

Min tur til Toronto skriver jeg en anden dag, gider ikke lige skrive mere nu. Jeg skal besøge min fars fætter Jørgen idag, som bor lige uden for Toronto. Min far har ikke set ham siden 1969, så man kan vist pænt sige jeg er en smule spændt på denne lille familyreunion, men det skal nok blive hyggeligt.

Skriver snart igen, håber I kan overskue det hele;)
Knus Karina

TØMMERMÆND!!

Onsdag: Store tømmermændsdag!!!

Puha, havde helt glemt hvor hjælpeløs og ynkelig man bliver når man har tømmermænd. HELDIGVIS har vi fjernsyn på værelset…det hjælper altidJ

Nå, men tirsdag var en herlig dag, det var også en meget dyr dag, hehe… Vi tilbragte stort set hele dagen på Times Square. Vi havde besluttet os for at vi ville ind og se et Broadway Show, og havde fået at vide dagen forinden af en hjemløs (?) at vi skulle møde op i god tid hvis vi ville købe billetter. På selve dagen kan man købe førsteklasses billetter til halvpris, godt initiativ, før i tiden lå kontoret i et af tårnene i World Trade Center, men det er af gode grunde rykket op på 46th Street. Vi havde fået at vide at kontoret åbnede kl. 14.00, men vi skulle komme i god tid, den hjemløse sagde vi skulle komme ca. kl. 13.00. Da vi regnede med han havde sagt det til alle de andre også, smuttede vi derhen ca. 12.30 bare lige for at se om der var dannet kø endnu, og det var der selvfølgelig. En små 100 mennesker stod pænt i en lang linie. Det tog ca. en time til halvanden og så stod vi med 2 broadwaybilletter, men bestemt ikke til den pris vi havde forestillet os. Vi kunne ikke huske hvad billetterne kostede til fuld pris, og var heller ikke helt klar over at man ”kun” måtte købe de dyre billetter og havde derfor forestillet os at vi skulle med max $40 hver….billetterne kostede $56 plus gebyr, dvs. ca. 325 kroner, ikke fordi det er dyrt men vi havde måske forestillet os 100 kroner billigere. Men hva’ så, det er jo ikke hver dag man er i New York, en undskyldning vi efterhånden er begyndt at bruge oftere og oftere;o)

Dernæst gik vi ud for at shoppe. Durita ville gerne kigge på sko og jeg ville gerne finde et par shorts. Selvom New York er en by, der har alt, så er det godt nok svært at finde!! Vi vandrede frem og tilbage, op ad den ene gade og ned af den næste – hvilket vi har gjort så mange gange før. Og alle de butikker vi havde set på andre dage kunne vi selvfølgelig ikke finde. I sådanne situationer kunne jeg godt bruge nogle med en lidt bedre stedsans OG hukommelse end jeg harJ Plejer jo altid at rejse med min kære familie, der har styr på sådan nogle ting, for det meste…
Anyways, vi tumlede ind i en skoforretning, der reklamerede med billige sko – ikke altid tilfældet!! Mens Durita prøvede fornuftige flade sko, forelskede jeg mig i et par frække, meget høje stiletter. Da jeg havde gået lidt rundt, som katten om den varme grød, kom der en salgsperson hen til mig og spurgte mig hvad størrelse sko jeg brugte. Jeg forklarede ham at jeg ikke havde råd (de kostede $119,95 ekskl. skat, ikke så dyrt igen for et par sko, men jeg havde jo også lige købt broadway billetter og de smertede stadig… )Men han sagde ”Sweetie, I’ll make you an offer you can’t refuse!”. Jeg prøvede skoene, stolperede rundt nogle minutter, kunne tydeligt mærke hvor lang tid det egentlig er siden jeg sidst har gået i andet end sandaler og klipklapper, men de så jo fantastiske ud!! Okay, jeg køber dem, og han svarer ”Sweetie, I knew you would!”, virkelig sjov person. Det ’special offer’ han ville give mig lød på $110 inkl. Skat, men da jeg skulle betale blev det pludselig fuld pris. Jeg sagde til ekspedienten at det ikke var den pris salgspersonen havde lovet, ekspedienten sagde at den pris slet ikke kunne lade sig gøre fordi blablabla….noget med at man død og pine skal betale skat hvis beløber overstiger $110 osv. men han kaldte salgspersonen over for at få opklaret sagen. Jeg fik den pris jeg havde fået lovet, og salgspersonen fik et rap over nalderne…”don’t do that again” - kunne slet ikke lade være med at sige til ham da vi gik ud igen ”I’m so sorry…” men det var jo ikke min skyld!
Godt så, Durita (og mig) havde købt sko, så kom jagten efter et par shorts til mig, og det kunne jo ikke være anderledes end at vi gik i H&M, skægt at finde præcis det samme tøj herovre som i Danmark. Job done og så tog vi tilbage til vores Hostel for at finde gå-i-byen tøjet frem og forsøge at gøre os lidt lækre….mission impossible, I know…SHUT UP!!!

Vi skulle ind og se ”The Producers”, et stykke skrevet og instrueret af Mel Brooks, alle tiders mand! Handlede om Broadway producers, der ville tjene penge på at lave det værste show ever – hvilket selvfølgelig bliver en succes, de bliver opdaget og kommer i fængsel. Showet, der skulle være en sikker fiasko, hed ”Springtime for Hitler”, og skulle vise den virkelige side af Der Fuhrer – en glad, dansende og syngende mand. Vigtigt: perioden foregår lige efter 2. verdenskrig, ikke et heldigt tidspunkt for nazi-sympatisører… Men det var meget underholdende, og i den brochure vi havde fået omkring stykket var der opslag om diverse restauranter, deriblandt et lille hyggeligt cubansk sted, der var berygtet for deres mohito…der måtte vi jo selvfølgelig hen!!
By the way, de nye frække sko jeg købte tidligere på dagen udholdt jeg i metroen, da vi skulle spise aftensmad, turen hen til teatret og så røg de af! På lidt over en time havde jeg også kun fået 3 vabler samt meget meget ømme fødder…. Men jeg lover jer, når jeg kommer hjem igen vil jeg slet ikke kunne mærke det når jeg har de sko på (det håber jeg virkelig…. )
Priserne mindede meget om de danske barpriser, dvs. lidt dyrt, men man er jo i New York, man er ung…. Vi lavede den aftale at man ikke måtte købe den samme drink 2 gange…mums! Da vi havde siddet der et par timer og slubret den ene drink efter den anden, samtalen der blev mere og mere levende og fjollet, skulle baren selvfølgelig lukke…typisk. Men vi blev henvist til baren lige ved siden af, Rosies. Åååhhh…synes tømmermændende kommer tilbage bare ved tanken om i går…
Nå men vi gik op i baren, bestilte 2 drinks og fortsatte hvor vi slap. Hvad vi ikke vidste var, at the two ”gentlemen” ved siden af havde bedt bartenderen om at lave vores drinks double up, hmmm.. Vi faldt i snak med dem, to meget succesrige herrer, der ejede jeg ved ikke hvor mange nationale og internationale selskaber, men de var skam meget hyggelige. Mens vi sad der blev Durita mere og mere stille…mere og mere dårlig….smuttede på toilettet oftere og oftere….og ganske akut måtte vi ud i en taxa hjem;) Nej, Durita havde det bestemt ikke godt! I taxaen begyndte Durita at kalde på Ulrik, hvilket i Danmark er et sikkert tegn på at man skal ud af taxaen hurtigst muligt mm. Man vil betale en dejlig bøde. Så os ud af taxaen mens Durita forsøger at f styr på sig selv, efter et stykke tid forsøger vi en ny taxa, og denne gang når vi næsten helt hjem. To minutter før vor bestemmelsestid bliver det kritisk igen, vi når ud af taxaen og går det sidste stykke hjem. Nu skal jeg jo slet ikke lyde hellig eller noget, jeg var bestemt heller ikke ædru, bare ikke dårlig – på det tidspunkt… Da jeg havde smidt Durita op på værelset går jeg på jagt efter nogle friske unge mennesker på hostellet der har lyst til at feste videre, men det eneste jeg finder er den kære ejer af hostellet, hvilken jeg absolut skal snakke lidt med. Ikke helt klar over hvad jeg har sagt til ham, men jeg er ret overbevist om han ikke var i tvivl om hvilken tilstand jeg var i! Heldigvis har jeg ikke mødt ham i dag. Måtte også gå meget pludseligt da min reaktion på de mange drinks pressede på….det var lidt som om værelset begyndte at snurre…ja den fornemmelse kender I jo nok;o)
Så dagen i dag var dømt til stene fjernsyn, sove, (ulrik) og have rigtig ondt af mig selv. Men det var en sjov dag i går!

Det skal ikke være en hemmelighed at Durita og jeg har haft lidt problemer med at finde diverse gå-i-byen steder, det er jo ikke ligefrem fordi de reklamere med det på samme måde som i Danmark med et lille Carslberg skilt, og sjovt nok, da vi gik ud for at finde noget aftensmad her tidligere, var der barer over det hele, hvilket ikke var særligt fristende. Faktisk ret afskyeligt…men der er jo en dag i morgenJ


For resten, jeg kan forstå nogle har været lidt i tvivl, hvem er hende Durita egentlig?
Durita er en fra mit studie, som, ligesom jeg, skal tilbringe et semester herovre på den anden side af Atlanten. Hun skal dog til Washington hvor jeg tager til Toronto. Vi havde aftalt hjemmefra at tage lidt tidligere af sted og få set New York inden skolen starter. Så ved I detJ
Love U All
Knus Karina

Stadig stærkt mærket af 9/11

Mandag d. 21. august 2006

Denne dag besluttede vi os for at vende tilbage til den samme Diner (paa Broadway og 100th Street), vi havde spist aftensmad paa dagen i forvejen, for at spise morgenmad. Stadig traditionel amerikansk morgenmad, men jeg valgte dog jordbaer til mine pandekager i stedet for bacon’n’eggs… Dernaest tog vi videre til 34th Street for at tage et smut op i Empire State Building. Og det tog da ogsaa kun lidt over 1 time (!) foer vi kom op 86. etage og kunne nyde baade det gode vejr men ogsaa den fantastiske udsigt. Mens vi ventede kom jeg i tanke over hvor skuffet jeg egentlig var blevet over ikke at kunne komme op i Frihedsgudinden – noget jeg helt glemte at fortaelle jer, saa det maa jeg hellere goere nuJ

Durita kunne fortaelle mig at de helt havde spaerret adgang op i statuen nogle uger forinden hvilket selvfoelgelig er super bittert. Men ikke nok med det, man kunne kun faa adgang op i soklen statuen staar paa hvis man bestilte ”plads” en uge forinden!!! Hvad er der sket med spontanitet?? Hvordan skulle jeg dog nogensinde vide for en uge siden at jeg ville besoege Liberty Island??
Aarsagen til at man har spaeret adgangen er fordi det er for svaert at evakuere statuen i tilfaelde af krise… Jeg kan forestille mig andre steder der er lige saa svaere at evakuere… Empire State Building f.eks…..Subwayen er ogsaa supersvaer… Saa det er vel kun et spoersgmaal om tid foerend de spearrer hele New York af i tilfaelde af at de skal evakuerer… Jo, jeg er bitter!!!

Efter vi havde taget billeder fra alle 4 verdenshjoerner kunne vi gaa ned igen og gik nogle blocks ned til Flat Iron Building, der ligger paa 23rd Street. Meget sjov bygning og meget meget flad. En bygning vi har forsoegt at se siden vi kom til New York, men glemte det hele tiden naar vi var i naerheden…

Dernaest tog vi downtown for at se lidt naermere paa Ground Zero a.k.a. World Trade Center – eller kratteret efter det! Det eneste jeg kunne taenke paa var hvor trist det egentlig er! Mens vi stod sammen med en masse andre turister og kiggede paa diverse mindplader o.lig. kom en mand hen til mig og viste mig et haefte med billeder. Billederne viste fotografier af Twin Towers foer, under og efter nine-eleven og saa gik han – uden haeftet. Jeg kiggede lidt i det, gik hen til Durita og viste hende det, og stille og roligt begyndte vi at gaa videre…pludselig dukker samme mand op og spoerger om vi har kigget paa billederne, om hvor tragisk det er og om vi ikke vil koebe det. Ja selvfoelgelig, ingenting er gratis i NY, men det havde virket saa maerkeligt at han bare var gaet vaek…snakkede med nogle andre, ordnede nogle ting og saa kom han tilbage og ville have penge. Haeftet kostede $15 dollars, men vi maatte godt koebe det til $5….billederne er virkelig fantastiske, saa jeg kunne ikke rigtig lade vaere… J Jeg ville oenske pengene gik til et godt formaal men jeg tvivler…

Efter ikke at have spist hele dagen (traditionel morgenmad ligger altsaa tungt hele dagen!!) gik vi paa jagt efter noget kinesisk lignende mad… Og sjovt nok, naar man leder efter noget er det umuligt at finde… Efterhaanden som vi kom laengere og laengere sydpaa kunne vi se paa kortet at vi ikke var saerlig langt fra Korea Town, saa der gik vi hen. Karina kiggede lige en gang paa menukortet og blev ret hurtig enig med sig selv at koreansk mad ikke lige er hendes kop te…. Saa vores efterhaanden smadrede foedder havde bevaeget sig hele den lange vej forgaeves, heldigvis laa der en McD lige rundt om hjoernet, der kunne vi lige slaebe os hen;)

Det var saa mandag!
Knus Karina

What's up!!!!!!!

Naa, lad mig nu se, hvad er der sket i de sidste par dage…?

Fredag tilbragte vi en stor del i Central Park. Som jeg skrev sidst er den fantastisk!! Vi spiste morgenmad i parken ligesom dagen foer og bevaegede os mod Museum of Natural History, som ligger i udkanten af Central Park på 81st Street. Da vi desvaerre ikke foelte vi havde raad til den ”store” billet til $30 maatte vi noejes med den ”lille”. Ikke desto mindre tilbragte vi over 2 timer derinde, og lad mig sige det mildt - vi var ikke just i museum humoer den dag, stadig meget påvirkede af den lange rejse herover og skoejtede let og elegant over mange ting. Men min pointe er altsaa, at selvom vi maatte noejes med at koebe den billige rundtur fik vi set en masse. Vores rundtur indebar ”the beginning of man” inddelt i geografiske omraader, alt fra neandertaler til prærieindianer. Dernaest kunne man faa et indblik i amerikanske fugle, og hvad der var mest inspirerende; der var en hel afdeling omkring fugle i New York, og ja der findes andre fugle end duer og seaguls i NY ;)
Man kunne se alverdens dyr baade over og under havets underflade. Noget af det vi selvfoelgelig havde glaedet os mest til var at se dinosauerne. MAAAANNNN hvor var de altsaa kaempe. Maa indroemme jeg er en smule taknemmelig over at de er uddoede:oD

Efter at have frosset nogle timer inde i det kaempe airconditionned center af et museum bevaegede vi os mod Central Park igen. Denne gang mod Strawberry Fields, der ligger ved 72nd Street. For de er jer der ikke er klar over det er det en mindeplads for John Lennon, der blev skudt i nærheden, tilbage i 1981. På jorden i Strawberry Fields ser man en kaempe cirkel, hvor der staar ”Imagine” i midten. Jeg skal ikke kunne sige om det her rigtigt, men jeg tror at der bliver lagt friske blomster – hvis ikke hver dag saa ret tit. Denne dag laa der friske blomster der dannede fredssymbolet samt at der laa store roede jordbaer….man blev helt laekkersulten:P But this is not the place…

Bagefter var vi ret sultne og fandt Harry’s Burrito, hvor man sjovt nok kunne koebe burritos. De havde et frokost tilbud hvor man kunne koebe en stor kande margeritas for ekstra $2,50, men da klokken kun var omkring 15.00 synes vi at det var lige tidligt nok… Men noget siger mig vi nok kommer tilbage en dag…hehe. Dernaest tog vi tilbage til Hostel, vi var paent traette.

Efter at have slappet af et par timer tog vi til Times Square – egentlig var hovedaarsagen for at tage af sted at finde en McD… Believe it or not, men vi kunne altsaa ikke finde nogen tidligere, og jeg vidste der laa én på Times Square…saa der var jo ikke andet for end at tage derhen. En anden aarsag er helt klart at Times Square er fantastisk om aftenen!! Er saa ked af jeg ikke kan vise jer nogle billeder, men jeg lover at de kommer naar jeg internet op at koere i Toronto og kan bruge min egen computer. Anyways, der gik vi rundt og foelte os meget lille i dette lyskaos da vi fik stukket en folder i haanden, live stand up halv pris! UUHHHH, der skal vi hen!!! So off we went. For $10 kunne vi opleve ca halvanden time standup – unknown komikere – hvis man koebte minimum 2 drinks. Selvfoelgelig forstod vi ikke alle vittighederne, men det var nu stadig meget sjovt. Det lykkedes for mig at stille mig helt forrest i koen ind til salen hvilket selvfoelgelig indebar at vi kom til at sidde aller aller forest helt oppe ved scenen, til Duritas store fortrydelse. Der skete heldigvis ikke noget slemt, aabenbart kunne de 10-15 stykker stand up optraedende vi saa ikke finde noget sjovt ved Danmark, andet end at ”den forstod vi nok ikke naar vi nu var turister” – ganske harmloest.


Loerdag sov vi laenge, og jeg mener LAENGE!!! Tror nok vi stod op ved 13.00-tiden….det var saa veltraengt. Og saa gjorde vi noget jeg aldrig vil tilgive mig selv for nogensinde igen….Vi spiste traditionel amerikansk morgenmad!!! Og det ved jeg jo udemaerket godt at jeg ikke bryder mig om, men…det skal man vel proeve naar man er i USA. Saa nu har jeg proevet det og goer det aldrig nogensinde igen… Vi bestilte pandekager, scrambled eggs, bacon og pølser – vi fik pandekager (med en kaempe smoerklat paa toppen, scrambled eggs og …..boef!!!!??? Det var jo ikke fordi det ikke smagte godt, men der var bare saa meget, og det var sammensaetningen og det at man rent faktisk spiste det! Vi spiste ikke resten af dagen, rendte rundt med den her fulde fornemmelse i maven hele dagen – goer det aldrig nogensinde igen!
Naa, men loerdag har nok vaeret den dag vi har gaaet mest indtil videre. Hele lower Manhattan har vi fuldstaendig gennemtravet. Vi kom igennem Chinatown og Little Italy og videre til Soho, da vi fandt ud vi bevaegede os uptown i stedet for downtown som egentlig var vores destination, saa vi maatte pae vende om igen.. Saa tog vi turen ned ad Broadway til vi kom naesten helt ned til spidsen af Manhattan for at se den klamme ko på Broadway 26, som jeg ikke har bestilt andet end at snakke om siden vi kom i onsdags. Bronze Bull – kender ikke historien om den, der er sikkert ikke nogen, den er bare klam… Don’t worry, jeg har taget billeder til jer der ikke ved hvad jeg snakker om.
Se det var en paen travetur vi der kom ud paa, og vores foedder var ret smadret, saa hvad kan vaere bedre end en iskold BIER!!! Aaahhhh, det var saa dejligt men en kold oel, igen noget vi har snakket laenge om.

Dernaest tog vi tilbage Little Italy for at finde noget mad – selvom ingen af os egentlig var saerlig sultne, men nu var klokken ved at blive 20.00, saa vi maatte vel hellere…
Vi fandt en herlig italiensk restaurant (surprice!!) hvor vi naermest blev skubbet indenfor. Der var gang i den, men raabende tjenere og levende musik der udelukkende spillede italiensk musik. Total hygge! I looked a bit young, saa jeg maatte meget gerne vise idé da jeg bestilte en flaske roedvin, hehe…morer mig hver gang
Under hele middagen havde den her unge mand vaeret yderst irriterende. Hans funktion i restauranten var aabenbart at finde kunder, og paa den mest hoejtraabende maade som overhovedet muligt, og som virkelig noed opmaerksomheden….meget meget distraherende og irriterende!!
Da vi havde betalt regningen og skulle til at gaa blev jeg shanghaiet af ejeren, eller én af dem vil jeg tro – det var selvfoelgelig en familievirksomhed. Han spurgte hvad mit navn var og skulle lige fortaelle mig hvem af de unge tjenere hans nevoe var, hint hint. Tilfaeldigvis var denne nevoe selvsamme tjener som noed sit arbejde lidt for meget.…saa nej jeg var ikke imponeret;)


Soendag, hvad andet kan man lave paa denne hellige dag end at gaa i kirke – saa det gjorde vi, og selvfoelgelig i Harlem, det var efterhaanden nogle dage siden sidst!
Vi stod tidligt op, kl. 07.00!!!, fandt soendagstoejet frem og bevaegede os uptown. Jeg var en smule nervoes idet vi ville moede op uinviteret, men i vores lille New York haandbog, eller Groenspaettebogen som vi gerne vil kalde den – der staar virkelig ALT, stod der at The Abyssinian Baptist Church var meget gaestfrie og gerne tog imod turister. Sjovt nok troede vi faktisk at vi ville vaere de eneste der kom, maske en haandfuld andre turister og saa ellers udelukkende lokale. Men nej, vi blev moedt at lang koe af (hvide) turister paa den anden side af hovedindgangen til kirken. Og da tiden naermede sig for at gudstjenesten ville gaa i gang blev vi hentet af en flok kirketjenere, der soergede for at holde orden i geleddet. Da vi naermede os indgangen til kirken blev vi bedt om at vaere stille… Det kan godt vaere jeg er sippet, Nina, men jeg synes det var en smule pinligt. Vi blev fulgt ind i kirken som en flok koer – de ved udemaerket godt hvorfor vi kommer, og det er bestemt ikke for at vaere i Guds Hus, saa derfor var der ingen grund til at behandle os anderledes. Men vi fik en god plads i kirken, og en lille lokal kvinde satte sig ved siden af mig. Hun var bare SAA soed. Under cermonien skulle vi indimellem vende os til vores nabo og sige nogle ting, som ”Jesus Chose Me” o.lign. og hun begyndte at grine hver gang, hun var virkelig hyggelig! Noget der virkelig overraskede mig var hvor sent folk kom. Da gudstjenesten startede var balkonen halvfuld, og halvt inde blev kirken mere og mere fyldt op. Til at starte med troede jeg at det var turisterne der kom forsent, men det var skam ogsaa de lokale…hmmm…
Men det var virkelig sjovt, der var gang i den, og menigheden stemte selv i ved specielle lejligheder – et lille amen i ny og nae.. Og Gospel-sektionen var ogsaa fantastisk. Det kunne desvaerre ikke maale sig med sidste gang jeg var i kirke i Harlem tilbage i 2000, men det var stadig godt.

Jeg vil slutte nu, Durita staar og tripper, klokken er nu 16.30, og vi har kun faeet morgenmad….saa nu skal vi ud og finde noget mad og proeve at finde en biograf… Tror det bliver en stille og rolig aften i dag…

Er lige kommet tilbage. Vi fik spist aftensmad paa en klassisk diner, med baase og hele baduljen. Koerte derefter til 62nd - 63rd Street paa Broadway hvor vi gik i biografen og saa Factotum med Matt Dillon....han har altsaa uppet sig her paa det sidste, syntes lige pludselig han er blevet helt god!! Det var en okay film, lidt langtrukken men egentlig ret cool plus det var fedt at se at de herovre kan lave andet end Hollywood Blockbusters for en gangs skyld:) Se den!
Sluttede aftenen af med en lille oel - hehe - det er saa skaegt de hele tiden spoerger efter ID, foeler sig som 18 aar igen;)

Vi snakkes, skriv skriv skriv!!!
Knus Karina

First day in New York City

Hi everybody

Jeg kom afsted, selvom det til tider virkede en smule kritisk...hvad ville jeg dog goere uden mor og far?!! Maa dog indroemme at Duritas indvirkning specielt heller ikke er god, eller er den... Var ved at komme forsent baade til flyet i Kastrup men ogsaa da vi skulle videre fra Island. Hvad kan jeg sige, Durita har en meget afslappet holdning; "de flyver ikke uden os!"
Vi proevede at moedes med Fjola i Island, men desvaerre kunne hun ikke naa det, da jeg ikke havde intention om at komme forsent til endnu en boarding, saa det gjorde vi ikke, naesten... Selvom det selvfoelgelig var rigtig synd for Fjola, da hun havde raeset afsted for at moedes med os uden saa at goere det....sorry....Haaber jeg ser dig in the US, honey;D
New York er praecis som jeg husker den: fantastisk og skummel:)
Durita og jeg beslutter os for at tage metroen fra JFK lufthavn i stedet for at tage en taxa, hvilket jeg ellers havde stemt temmelig kraftigt for, efter vi var kommet smertefrit gennem tolden - vi slap for gummihandsken;) Og mens vi sad der i metroen, meget traette og sultne, besluttede vi os for at tage en lille smutvej, troede vi. Og far, praecis som vi snakkede om i bilen, det er ikke altid smart med genveje, nogle gange skal man bare holde sig til det man kender. Anyways, vi endte i hvert fald i midten af Harlem med fuld oppakning og anede ikke hvad vi skulle stille op. Jo vi ville vaek hurtigts muligt, men kunne ikke faa fat i en taxa og turen ned i metroen var ligesom udelukket, idet vi skulle koere ca. 20 bloks tilbage samt skifte metro igen, og paa det tidspunkt ville vi egentlig bare gerne frem til vores bestemmelsessted! Efter at have staaet ca. 10 min, desperat soegende efter en taxa plus vi holdt oeje med mistaenkelig personer lykkedes det endelig!
Mens vi var ved checke ind paa vores hostel skulle Durita lige haeve penge og spurgte en tilfaeldig paa gaden om vej til den naermeste ATM (haeveautomat). Denne foelte sig aabenbart berrettidigt til en haandfuld penge, og fulgte med hende tilbage til hostellet. Ejeren smed ham ud med det samme, men tiggeren naegtede at gaa. Jeg misforstod situationen fuldstaendig og troede den stakkels mand bare gerne ville have vekslet en $20-seddel, naiv som jeg er!!! Da jeg fandt ud af han ville have penge for at hjaelpe Durita stak jeg ham $1 hvilket han blev hoejlydt fornaermet over, og naegtede nu pure at gaa foer han fik flere penge, til ejeren af hostellets store irritation. Saa man kan sige at det ikke var den heldigste start, men vi undskylder os med at vi var traette;) Da vi senere skulle ud og koebe lidt sen aftensmad raabte ejeren efter os at vi skulle passe paa os selv(?). hehe

Idag var straks meget bedre, efter at have sovet en 11-12 timer foelte vi en trang til at komme lidt ud og traekke lidt frisk luft. Vi koebte lidt morgenmad og gik over til Central Park. Utrolig flot!! Da vi senere skulle finde den naermeste metro, gik vi lidt rundt men mente nook vi bevaegede os i den rigtige retning....og endte sjovt nok i Harlem igen. Ikke at jeg skal antyde noget daarligt om Harlem, men som pludselig aabenlys minoritet bliver jeg bare lidt forsigtig...men vi foeler os jo efterhaanden hjemme derhenne... Haaber jeg faar taget mig sammen til at finde den beroemte Gospel Kirke der ligger i Harlem saa vi kan tage til gudstjeneste paa soendag, det kunne blive sjovt.

Pga. det gode vejr besluttede vi os for at idag skulle vaere dagen hvor vi besoegte Liberti Island og Ellis Island --> Frihedsgudinden, saa kunne vi nemlig faa taget nogle flotte billeder;) Hvilket jeg ikke lige kan vise jer nu, men de skal nok komme, promis!
Efter denne tur gik vi igen lidt rundt, snakkede om hvor det nu var Twin Towers havde ligget, finder noget mad, saetter os ned...ca. 10 min gaar doer vi opdager et kaempe hul lige foran os med indhegning omkring....hmmmm gad vide om det var her!!! Vil bare lige sige at JEG sad med ryggen til... lidt distraet maa man vel gerne vaere;)
Vi faldt i snak med Clayton, lokal fyr som brugte fritiden paa at spille backgammon og skak paa hjoernet over for "kratteret". Alletiders fyr, og vidste alt om ingenting OG omvendt, men meget sjovt. Han var overbevist om at vi kom fra Prag, og da vi sagde Danmark maatte han desvaere indroemme at han ikke havde vaeret saa langt oestpaa foer....

Som I nok kan fornemme gaar det godt, vi oplever nogle ting - nogle af dem ufrivilligt, men det er vel egentligt ogsaa den bedste maade at goere det pa...vi hygger os i hvert fald:D

Jeg savner jer allesammen, selvom der kun er gaaet nogle dage, tror ikke rigtig det er gaaet op for mig endnun at der vil gaa flere maaneder foer jeg ser jer!
Knus Karina

Going to Canada

I'm going to Canada tomorrow!! Pit stop in New York City, I'll keep you posted.