Roadtrip med moar og far

For de af jer der ikke ved det så var min kære farfar lidt af en pioner. Han havde for meget krudt i røven og besluttede sig for i 1929 (vi er en smule uenige om de præcise årstal!) at rejse til Canada. Her bosatte han sig i Quebec province og arbejdede på en farm i Huntington. Men da mine oldeforældre blev alvorlige syge nogle år efter blev farfar kaldt hjem for at passe dem. Ud af en børneflok på 8 var det farfars ansvar at tage sig af dem fordi han var den eneste ungkarl, så jeg kan godt se på det hele at jeg skal til at passe på – farfar var omtrent på min alder da han rejste til CanadaJ Men farfars eventyr fik resten af familien til at få blod på tanden – adskillelige flyttede til Canada i løbet af de næste 30 år, de sidste emigrerede i slutningen af 1950’erne og start 1960’erne, deriblandt fars fætre Jørgen og Herluf samt Jørgens forældre, hvor moren var søster til min farfar. Derfor har far, og jeg, så meget familie herovre på denne side af Atlanten. Men det er altså meget forvirrende, så jeg vil spare jer for videre forklaring – det er jo ikke nemt når flere i familien beslutter sig for at få en ca. 11 børn, hvoraf flere absolut skal hedde det samme, og at farfar og farmor var godt oppe i årene da de fik min far gør det kun mere forvirrende – nogle af de her fætre og kusiner er næsten på alder med min mormor. Mor og jeg kørte rundt i det flere gange, men jeg er så småt begyndt at få styr på det.

Anyways, det var lidt af en drøm for far og jeg at prøve at finde den farm farfar boede på. Men det eneste vi havde at gå efter var navnet på farmen og den by den havde ligget i nærheden af. Ligesom i Danmark brugte man ikke gadenavne dengang, det var nok at vide hvad gården hed eller hvad familienavnet var. Så ja, det var stort set umuligt. Far havde været der med farfar tilbage i 1969 men meget kan jo ske på næsten 40 år – bare spørg mor, hehe;) og allerede dengang havde farmen været gjort øde, så desværre var der en god chance for at farmen ikke eksisterer mere.
Vi tog af sted fredag formiddag og begyndte den lange køretur østpå, Jørgen havde anbefalet os at køre langs Ontario Lake fordi området så meget dansk ud, det var også en flot køretur og solen skinnede hele dagen. Dette er et billede af Fort Henry som vi passerede ligefør solnedgang - denne var desværre lukket for denne sæson. Vi kørte det meste af dagen, fandt en bed & breakfast i en lille by og så gik mor og far direkte i dynerne. I løbet af nul komma fem snorkede de nok så fredligt, mens jeg måtte lave lektier. Jeg blev dog hurtig enig med mig selv om at det var da vist nok bedre at jeg var udhvilet til næste dag, så kunne jeg være mere oplagt til at lave mine lektier den følgende dag! Jaja, den kloge narrer den mindre kloge, i dette tilfælde narrer jeg mig selv, og jeg er flov over at sige at det sker ganske ofte efterhånden. Så altså lykkedes det mig og mine forældre at sove ca. 10-11 timer den nat – det var fantastisk:D Glæder mig til den lykkens dag jeg kan gøre det igen, hehe dovenlars!
Næste dag stod på jagten efter min farfars farm. Desværre kom vi en lørdag samt uden for sommersæson, så meget af byen var lukket inklusiv byens postvæsen, som var vores bedste bud på at vide noget om farmen. Vi blev henvist til at lokalhistorisk museum som måske ville vide besked, men de havde desværre lukket for denne sæson. Vi har ikke helt givet op, men vi bliver nød til at komme igen mens det er sommer. Måske om nogle år vi vil prøve igen. Det eneste der kunne trøste os var at vi i det mindste havde fundet byen, og befandt os nu hvor farfar levede for næsten 80 år siden – puha!!
Videre gik turen til Montreal. Vi fik lavet os en aftale i sidste øjeblik med Kren lørdag aften, Jørgens ældste søn som bor i Montreal – har vist nævnt ham et par gange, jeg vidste bare ikke hvordan man stavede hans navn, det gør jeg nu:D, og han ville meget gerne vise os lidt rundt. Desværre havde hverken han, eller os for den sags skyld, tid til den store rundtur, så det ville blive til et par timers gåen omkring i regnvejr. Den aften fik vi smag på den helt store fransk-canadiske kultur. Da vi skulle ud og spise viste det sig at vi befandt os i en meget fransk orienteret forstad til Montreal – servitricen kunne dårligt nok ikke et eneste ord engelsk. Det var lidt af en prøvelse. Prøv at forklare en person at der ingen skade er sket på et sprog hun ikke forstår efter hun har hældt et glas cola ud over min far. Og hun kom med adskillelige undskyldninger, går vi ud fra, for vi fattede ikke en klap af hvad hun sagde. Jeg er sikker på far ikke syntes det var lige så komisk som jeg fremstiller det lige nu, men lidt morsomt har det nu været.

Søndag skulle vi mødes med Kren ved Notre Dame kirken – i Montreal ikke Paris;) – fantastisk kirke, desværre var der gudstjeneste så vi kunne af gode grunde ikke gå så meget rundt derinde. Foran kirken stod nogle hestekarreer som åbenbart var til turisternes fornøjelse. Det er svært at forklare, men det hele virkede bare så europæisk, det var skønt. Kren vidste mangt og meget om byen og de forskellige bygninger, og mor og jeg fik bevist at mænd bare ikke kan multitaske. Op til flere gange gik Kren og far fuldstændig i stå fordi de var så fordybet i deres samtale om gud ved hvad – lyd og højtalere, stereo og mono, hørte ikke så meget efter – så der kunne mor og jeg så bare stå, så vi gik på jagt i de adskillelige souvenirs butikker i stedet. Men Montreal er en dejlig by, meget europæisk. Jeg ville ønske vi kunne have tilbragt flere dage der. Min unit er lige kommet hjem fra deres tur til Montreal og hvad de ikke kunne fortælle om, jeg er helt grøn af misundelse. Montreal har nogle fantastiske bygninger og alene det at man kunne mærke at det var en gammel by (den blev grundlagt 1642) og at man rent faktisk kunne mærke historien er noget jeg helt klart har savnet. I Toronto har de kommet til at lave den katastrofale fejltagelse at rive de gamle bygninger ned for at gøre plads til nye moderne glasbygninger. Der er slet ingen karisma eller atmosfære, ikke ligesom man kan mærke i Montreal – glæder mig til at komme hjem til gode (æld)gamle København!
Jeg havde desværre en mindre eksamen om tirsdagen hvilket selvfølgelig satte en lille bremser i vores planlægning og rejsen omkring. Derfor kom vi aldrig til Quebec City, hvilket ellers skulle være en aldeles fantastisk oplevelse, specielt hvis man er interesseret i at opleve ”rigtig” fransk-canadisk kultur. Så efter en hurtig frokost med Kren i Montreal gik turen hjemad med et lille smut omkring Ottawa, Canadas hovedstad. Igen en by med atmosfære. Her havde de faktisk forsøgt at forene de nye og gamle bygninger. Karakteristisk for gamle europæiske bygninger er de kobbertaget, og det var ikke til at tage fejl af, de var overalt. Her havde man så besluttet at kombinere de nye bygninger med de gamle karakteristika. For eksempel, glasbygninger havde kobberindfatninger i stedet for blyindfatninger, så bygningerne havde en glans af den karakteristiske grønne farve, faktisk en rigtig god ide, så gjorde det ikke helt så meget at man havde valgt at bygge en ”grim” glasbygning lige ved siden af en flot majestætisk kirke eller lignende. Ja man er da vist ikke i tvivl om hvad jeg foretrækkerJ
Det var også her i Ottawa vi fik set Amish folkene. Da vi kom gående ned ad gaden steg to ud af en bus, en mand og en kvinde, lige foran os. Skægt at se to rende rundt i gammeldags sort tøj i en storby. Og så var det ellers på hjem ad.

En lang, lang weekend, men det var skægt at opleve noget nyt, og jeg nyder jo at tilbringe tid med mine forældre, på trods af at Buddha påstår mor og jeg ikke kan sammen. Det tror jeg altså ikke helt rigtigt på!