Jeg er for god af mig!

Byrden af at være mig er til tider hård, der er ikke andet for end at lære at leve med det, suk!
Da vi besøgte en af mine fars mange mange familie medlemmer kom jeg til at være lidt for hjælpsom idet jeg sagde ja tak til at underholde min fars kusines mands gamle skolekammerats søn – ja man skal holde tungen lige i mundenJ . Lyn og hendes franske mand Poul skulle have sig en lille fransk feriegæst en månedstid her i Toronto. Rudolf, som gæsten hedder, vil meget gerne forbedre sit engelsk. Så Poul spurgte om han ikke kunne få mit nummer og så kunne Rudolf jo ringe til mig hvis han kedede sig. Ikke lige hvad jeg havde forventet at blive bedt om, og man er jo blevet opdraget ordentligt hjemmefra, ja jeg kunne altså ikke få mig selv til at sige at det havde jeg ikke lyst til. Og så regnede jeg nu heller ikke med at Rudolf ville ringe, det ville jeg i hvert fald ikke gøre, sådan bare ringe til en fremmed bare uden videre – en ting er at rejse til et fremmed land helt alene og bo sammen med mærkelige mennesker, men bare sådan uden videre at ringe til dem, der trækker jeg altså grænsen;)

Der gik hverken bedre til end at Rudolf ringede til mig torsdag aften og spurgte hvad jeg lavede og hvor jeg var henne og om jeg havde tid til at mødes. Jeg er ikke helt klar over hvad Poul og Lyn har fortalt ham, men den meget direkte måde han var på virker nærmest som om jeg bare har ventet på at få en chance til at vise ham rundt. Som jeg ikke har andet at lave. Igen en smule overrasket, specielt over denne meget direkte facon, sprang det ud af mig at jeg skulle i byen med nogle venner fradag aften og han var da mere end velkommen. Siden vi ikke havde aftalt noget specielt endnu blev jeg nød til at ringe til ham i løbet af næste dag og aftale videre. Jeg nåede dårligt nok at lægge telefonen fra mig før jeg havde fortrudt at inviterer ham. Iiihhh, havde bare lyst til at hænge ud med mine venner og slappe af, og så skulle jeg til at babysitte en vild fremmed. DØD IRRITERENDE! Og Laure, min roommate, hun skreg af grin – havde ellers en skummel bagtanke om at smide ham af på hende og hendes french girls, men det virker ikke til at de er videre interesseret. Jeg afprøvede diverse undskyldninger og Laure og jeg blev enige om at ”Jeg skal desværre ikke ud alligevel, fordi jeg har for mange lektier og afleveringer” ville være den mest acceptable undskyldning. Det værste var bare den dårlige samvittighed, jeg kunne næsten se far foran mig, sidde i stolen med armene over kors, ryste på hovedet mens han siger ”den har du selv rodet dig ud i, en aftale er en aftale…jadajadajada” osv. Ikke engang så langt væk kan man slippe fra de gamle!!! Efter at have snakket lidt med Signe om det, en anden dansker, fik hun mig overbevist om at det nok ikke var så slemt at mødes med ham i en flok, for så var jeg ikke tvunget til at underholde ham hele aftenen. Og det var jo egentlig det der var problemet, jeg ville bare have en god aften, slappe af uden at skulle være ”for aktiv”. Men som Melanié sagde, det kunne jo være ”the love of my life”, så der var jo ingen grund til ikke lige at mødes med stodderenJ

Men jeg har faktisk mange ting at se til i øjeblikket, lektier, eksamener, præsentationer for ikke at tale om mit sociale liv, så jeg har faktisk ikke rigtig tid til at se ham, syntes jeg selv. Jeg havde helt glemt at jeg skulle ud og spise med Tricia og de andre fra Chestnut fredag aften, men jeg ville også gerne i byen med mine roomies, og oven i det havde jeg lavet en aftale med en komplet fremmed. Så det blev til en masse ”laven lektier” hele dagen, styrte over til Tricia for at gøre mig klar til at spise i middag, mødes med Rudolf efter middagen, og til sidst mødes med mine roomies og tage i byen. Og alt skulle selvfølgelig gå galt. Jeg havde ikke noget pænt tøj (der var en streng dresscode på den club vi skulle på), så i sidste øjeblik måtte jeg låne mig frem, jeg kunnne ikke ringe til Rudolf fordi han har et international mobil nummer – så jeg blev nød til at vente på at han ringede til mig, hvilket resulterede i at jeg måtte stå ude i kulden og blive syg, snøft host – og de mai tais jeg fik i restauranten gjorde mig så venlig, at jeg inviterede Rudolf med i byen næste dag.. Jeg kunne havde sparket mig selv!
Anyways, flink ung mand, vi fik snakket meget godt sammen, som det nu er muligt på et diskotek, men siden han ikke kender nogen – ikke engang mig - er det meget nemt at føle sig udenfor, hvilket jeg er ret sikker på han gjorde. Og det resulterede jo ganske rigtigt i at jeg følte mig forpligtet til at underholde ham – det jeg absolut ikke havde lyst til!! Det var så akavet!
Næste dag skulle Juletræet tændes på Rådhuspladsen og det var det jeg havde inviteret Rudolf med til (samt ”Den Første Officielle Christmas Party” vi holder d. 1. december – det håber jeg han har glemt alt om!!) samtidig med at et fabelagtigt lysshow skulle lyse på det gamle rådhus, som ligger lige over for det nye. Det var også flot, er stadig meget i tvivl om hvordan de lavede det, men jeg har lige indtil jeg rejser hjem til at finde ud af det i, de viser det 4-5 gange om dagen. Igen stod Rudolf meget alene, det var svært for ham ikke at føle sig udenfor, hvilket fik mig til at få det dårligt igen, hvilket gør mig mere irriteret over at jeg sagde ja til at give ham mit nummer. Vi havde mere eller mindre alle sammen aftalt at tage i byen efter lysshowet, men kulden og trætheden tog over os, og i stedet ville vi hellere bare hjem og se film og spise popcorn, hvilket fik mig til at undskylde en milliard gange over for Rudolf, fordi jeg følte, han følte, han havde spildt sin tid. Her havde jeg lovet ham at vi skulle i byen og have det sjovt og så ville alle hellere hjem og stene film.

Det er meget svært at forklare uden at virke forkælet eller som den ondeste so, men det er jeg altså ikke – har bare endelig lært at man ikke skal springe og hoppe for at gøre andre glade og tilfredse, man bliver også nogle gange nød til at tænke på sig selv. Og alt hvad jeg har gjort de sidste 3 måneder er at være sammen med fremmede og prøvet på at få det hele til at fungere. Endelig er det ikke så fremmed mere, man kan slappe af med de mennesker man har det godt med og det hele er ikke så anstrengende mere. Og pludselig skal man ”tvinges” til at starte forfra? I don’t think so! Derudover har jeg i øjeblikket meget at tænke på mht. eksamener, købe gaver til de kære (hvem de så end er) og lige få afleveret de sidste opgaver her på falderebet. Så hvorfor skulle jeg tilbringe de få timer, jeg kan tillade mig til at bruge på andet end skolen, på nogle jeg ikke kender, når jeg hellere vil tilbringe de sidste dage med dem, jeg har lært at holde af og som jeg kommer til at savne?

Hvis der er nogle der er i tvivl, så prøver jeg at overbevise mig selv om, at det er okay jeg kotter kontakten med denne franskmand, at det ikke gør mig til et forfærdeligt menneske. Syntes bare ikke selv mine undskyldninger er gode nok. ”Heldigvis” kan jeg ikke kontakte ham pga. hans internationale mobil – så HVIS han ringer kan jeg jo bare lade være med at tage telefonen…..Nej, det ville jeg aldrig kunne finde på! På den anden siden, han bor i Caribien, så måske er det meget fornuftigt at holde kontakten ved lige med ham, i tilfælde man havde lyst til at gøre gengæld en gang i fremtiden;)