Hvor er min far?

Lørdag eftermiddag d. 4 november tog jeg og fætter Jørgen ud for at hente mine kære forældre i lufthavnen. Far har været i Washington i forbindelse med arbejdet og ville ankomme fra USA hvorimod mor ville komme fra Europa, så de ville ankomme i hvert deres fly og selvfølgelig forskellige terminaler i lufthavnen. Siden far ville ankomme 3 kvarter før mor var det jo kun logisk at hente far først, men ak det gik galt allerede fra starten.
Jeg havde aftalt med Jørgen at mødes med ham ca. et kvarters køretid fra lufthavnen en halv time før fars fly ville ankomme. Vi nåede endelig frem til terminal 2 hvor far ville ankomme, efter at have kigget nærmere på terminal 1 og 3 – det er altid den sidste der er den rigtige, dødirriterende! Anyways, vi ankom til terminal 2 kvart over 14.00 og fars fly skulle efter planen ankomme 13.53, så jo vi var en smule forsinket, men normale mennesker er jo gerne lidt tid om at komme igennem tolden på denne side af Atlanten. Derudover havde jeg den forudsætning at hvis far kom tidligere igennem så ville han jo vente på os, for det var jo aftalen, altså at vi skulle hente far og så sammen hente mor. Jeg fandt så ud af at fars fly var ankommet 20 minutter tidligere end forventet, så da Jørgen og jeg ankom til terminalen var det næsten 45 minutter siden fars fly havde landet, men han var jo ingen steder. Han var jo væk! Tankerne begyndte at flyve, han kan jo se ret suspekt ud og være flabet over for tolden er aldrig godt og det kunne jo godt ligne ham taget tidligere erfaringer i betragtning (engang i de glade 70’ere, vil jeg tro, havde far raget skægget af og prøvede at bilde tolden ind at han havde lånt sin brors pas – manden på billedet havde fuldskæg – og dette var ikke populært, hverken hos tolden eller familien, som mor plejer at sige ”vi var nær aldrig kommet på ferie”). Så den logiske forklaring på fars forsvinden måtte være at tolden havde taget ham. Jørgen og jeg prøvede at spørge os frem om de havde en Steen Rasmussen et eller andet sted til afhøring, men det måtte de selvfølgelig ikke fortælle af private årsager – altså far skulle have lov til at forblive anonym, så der var ikke andet for end at være tålmodige fortalte damen os, ja tak skal du ha’. På det tidspunkt var det næsten 1½ time siden fars fly havde landet, og vi skulle jo også hente mor, hendes fly havde landet for et kvarter siden. Så jeg tænkte, far han skal nok klare sig, det er værre med mor. Så Jørgen og jeg aftalte at han skulle blive siddende i tilfælde af at far langt om længe dukkede op og så ville jeg prøve at finde mor i den anden terminal.
Da jeg kom frem havde jeg lidt problemer med at finde mors fly – åbenbart havde man ændret lidt på ruten og flyselskaberne undervejs, men det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt – så det gik jo godt, tænkte jeg mens jeg kiggede mig omkring i tilfælde mor ville stå et eller andet sted og være fortabt. Hvad var det så jeg så?? FAR!! Der stod han nok så nydeligt og ventede på mor, jeg kunne slet ikke lade være med at skælde ham ud. Vi havde været så bekymret Jørgen og jeg og så stod han bare der. Åbenbart ja så var flyet jo kommet tidligere ind end forventet, og siden far bare kan vade gennem tolden pga. sit arbejde var han jo kommet meget tidligere end regnet. Så da han havde ventet et kvarterstid på os og vi stadig ikke var kommet var han også logisk kommet frem til at det var lidt vigtigere at finde mor end at vente på os, Jørgen og jeg. Sjovt hvordan vi begge rationaliserede os frem til det samme, det er jo ikke fordi du er hjælpeløs lille mor, vi kender dig bare alt for godt;)
Men jeg fandt min far og jeg fandt min mor og så var alting godt igen, ”ferien” kunne begynde.