Alletiders weekend

Weekenden 20-22 oktober stod i Chestnut’s tegn, hele weekenden boede jeg på Chestnut, virkede som det letteste siden jeg skulle lave så mange ting med dem den weekend. Fredag var jeg med mine Chestnut-venner i Roger Stadium og se en vaskeægte american football game. Hold da op hvor tog det lang tid. De når jo dårligt nok at sætte kampen i gang før den stopper igen og starter forfra. Jeg tror den varede i ca. 3 timer i alt, 4 quarters a 15 minutter hver (!) – men selvfølgelig lidt længere med alle de pauser, så måske de har varet 20-25 minutter hver – efter hver quarter er der underholdning – div. Konkurrencer eller cheerleader opvisning til drengenes glæde – men det var da en oplevelse. I halvlegen mellem 2. og 3. quarter havde en heldig tilskuer chancen for at vinde 1 million dollars hvis han kunne sparke footballen over fieldgoalen. Han havde haft ca. 3 uger til at træne, og siden han var en ret ferm fodbold spiller de sidste 30-40 år, altså hvad VI forstår ved fodbold, så regnede han slet ikke med at det ville blive et problem. Manden der havde vundet sidste år var også mødt op for at komme med nogle ”last minute advise”. Dette års deltager fik i alt 4 forsøg, ved 10 yard ville han vinde 10.000 dollars, ved 20 yard 20.000 ekstra, ved 30 yard en bil, og ved 50 yard var hovedpræmien 1 million dollars – så det var superspændende, tænk hvis han vandt dem alle sammen?? $1.030.000 plus en splinter ny bil bare for lege lidt med en bold. Alletiders!! Og siden han havde trænet i 3 uger kunne jeg virkelig ikke se hvad problemet skulle være, selvfølgelig er der det psykiske pres og tanken ved at stå foran 30.000 mennesker samt national tv, men baaahhh – what’s the problem;) Han fik de to første over mål uden problemer, den tredje kiksede, men det var heldigvis bare bilen, den kunne han jo bare gå ud og købe bagefter han vandt millionen. Og selvfølgelig som bedste suspens forstærker ”så holder vi lige en lille pause inden det sidste målspark”. Jeg siger jer, den stakkels mand lignede noget der var løgn, han var bare så nervøs, det var næsten ulideligt at se på. Og så kiksede han selvfølgelig også det sidste spark, ingen $1 million dollars til ham, men i det mindste fik han $30.000 samt muligheden for at takke, sin familie, sine venner, sin fodboldtræner i skolen, sin nuværende mentor og træner, Rogers Stadium, alle tilskuerne – seriøst, Gubby og jeg sad bare og ventede på at han ville takke Gud, men det gjorde han faktisk ikke, han nøjedes med at give den største tak til sin afdøde far – den tale varede dog også et par minutter. Men far’en er jo også den vigtigste, ikke også far? Glæder mig til at se dig på lørdag:P Men sådan er kulturen jo herovre;) Men for at gøre skaden endnu værre, så trådte sidste års deltager lige op og skød footballen over fieldgoalen let som ingenting. DET må altså gøre ondt!

Næste dag stod på rugby, Gubby, Robbie og Sion (udtales Sean, hippieforældre!!) spiller alle sammen for University of Toronto, og da dette var deres sidste rigtige kamp inden sesson afslutning besluttede vi os for at møde op og heppe. Siden der sjældent mødte tilskuer op til deres kampe var deres træner ellevild og tilbød at vi kunne køre med the rugbyteam i deres bus – turen varede ca. 1 time og kampen skulle spilles in the middle of nowhere, så træneren tilbød at være søde ved os. Tre af os, mig, Natalie og Hanae havde aldrig set en rugbykamp før, så det var meget spændende samt meget forvirrende. Vi havde Tricia og Ryan til at forklare når det blev for indviklet. Men det var superspændende og meget mere underholdende end american football, specielt fordi sporten er meget hurtigere – kampen føltes ikke lige så lang. Selvfølgelig gjorde det en kæmpe forskel at vi kendte nogle af spillerne og af de faktisk også var stjernespillerne på holdet. Natalie og jeg var selvfølgelig mest interesseret i at tjekke spillerne ud – vi havde et godt øje for nummer 13, og nummer 4 men han var på modspillernes hold så det var jo nærmest utroskab, så vi nøjes med nummer 13J
Det aller aller fedeste øjeblik var da Gubby løb ¾ - del af banen, tacklede 2 personer på vejen og lavede touchdown. Det var fantastisk den måde han tacklede dem på, nærmest bare holdt dem for panden og skubbede dem ned mens han fortsatte med at løbe mod mål, super cool!

Aftenen stod på nattesjov i den helt store stil. Idet vi skulle et sted hen hvor man skal være minimum 21 år og mange af dem jeg går sammen med er under (I know – føler mig også ret gammel) skulle vi helst af sted inden kl. 21.00 for at være sikker på at de kunne komme ind, så derfor startede aftenen tidlig. Længe siden jeg har været i byen, der har været for mange ”køkkenfester” hvor vi aldrig rigtig kommer ud. Så det var rart at høre lidt disko musik for en gangs skyld og slippe væk fra østrigsk folkemusik;) Tricia og jeg var pænt enige om at fyre den af, så det blev desværre en alt for dyr aften – men det var sjovt og helt klart det værd. Det gode ved at gå i byen i Canada er at man ikke kan købe alkohol efter kl. 2 om natten ( det er ikke det der er godt, langt fra) men så har man ikke tømmermænd næste morgen;) Stort set ikke i hvert fald, hehe – det er jo muligt!

OG NEJ!! Dette er bare Oliver, min dejlige bøsseven, som var lidt kærlig den aften...ja, det var jeg vel også:)