Hurtig opdatering
Meget hektisk uge, og jeg har lært en masse nye mennesker at kende, er flyttet sammen med 4 fremmede (som nu ikke er så fremmede mere), været til en masse fester, og nåå jo også lidt i skole;)
Det hele startede i torsdags for over to uger siden, d. 31. august, hvor alle exchange students og international students blev inviteret til barberque. Jeg havde aftalt med Maartje, en pige fra Holland, at vi ville mødes tidligere og ordne alt det administrative - få en velkomstpakke, få lavet studiekort, udfylde en ulykkesforsikring og meget andet praktisk. Da dette var ordnet smuttede vi ud og fik nogle øl og gik senere tilbage til skolen for at "grille". Her spiste vi sammen med 2 piger fra Skotland, Rebecca (Bex) og Patricia (Tricia), som jeg så hang ud med resten af aftenen - Maartje skulle tidligt hjem. BBQ'en bestod af en masse taler, underholdning af rumænske folkedansere (?), stoleleg - præcis som vi kender det derhjemme, bingo, OG så ellers videre til Campus Bar kaldet "Ram in the Rye". Det var også ved denne lejlighed vi lærte de søde og rare mennesker at kende, der skulle vise os byen og havde en del arrangementer klar til os den følgende uge.
Næste dag skulle jeg flytte fra mit hostel til Neill-Wycik, det "kollegie" jeg bor i sammen med 4 andre. Dette skulle foregå tidligt da jeg skulle til informationsmøde kl. 10.00. Så jeg mødte op lidt i otte, og forventede selvfølgelig at se en kø af mennesker, idet vi havde fået at vide at check-in ville starte kl. 8.30. Men nej, jeg var den eneste der var kommet så tidligt, og folk begyndte først rigtig at komme kl. 8.30, så jeg var egentlig pænt glad for at komme så tidligt idet jeg var én af de første der "kom igennem". Men det undrede mig meget at folk kom så sent, eller rettere at de kom til tiden, ved ikke rigtig om Roskilde Festivalen stadig ligger i blodet, det med at møde op flere dage i forvejen...
Anyways jeg fik checket ind, mødte op uden forventninger til hvordan jeg skulle bo de næste måneder, og det lykkedes mig alligevel at blive skuffet! Meget beskidt, meget lille (jeg har det mindste værelse af os alle 5, SNYD!!!), meget usselt. Jeg savner min dejlige lejlighed derhjemme. Men siden jeg ikke havde tid til hverken at pakke ud eller tænke mere over usselheden gik jeg videre til mit møde, hvor jeg blev introduceret til begrebet "Culture Chock" som tidligere beskrevet.
Om aftenen havde Bex, Tricia og jeg aftalt at tage ud og spise sammen, før vi ville mødes med andre udvekslingsstuderende på The Ram. Da jeg skulle til at gå spurgte jeg Fredrik, som jeg bor sammen med, om han ikke ville med, og siden han ikke havde nogle planer tog han, ene hane, med ud og spise med 3 fjantede tøser/høns. Meget underholdende! Efter middagen, hvor det selvfølgelig lykkedes os at pisse tjeneren af, siden vi gav for lidt drikkepenge (!), besluttede vi os for at tage hjem til Tricia og Bex, som bor i luksus på The Chestnut, og have en lille ”pre-party” inden vi skulle videre i byen, vi tænkte vi kunne spare penge på den måde. For at sige det mildt havde vi fået en del indenbords og vaklede ud på gaden efter en taxa med den sidste drink i hånden. Sjovt nok sagde chaufføren ikke noget, i Danmark vil de jo helst ikke have alkohol i bilen, og da vi kom hen til The Piccadelli Cirkus, drak vi den sidste sjat ude på gaden. Da vi skulle til at gå ind blev vi selvfølgelig stoppet, man skulle jo vise ID, men nej!! Vi blev nægtet adgang fordi vi drak alkohol på åben gade. Det er ulovligt at drikke alkohol på gaden i Canada!!! HVAD SKER DER?! Selvfølgelig prøvede vi at snakke os uden om det, forklarede at det vidste vi altså ikke, og vi var turister, og vi lovede aldrig at gøre det igen….Men lige meget hjalp det, ”vi kunne jo bare gå et andet sted hen!”. Lidt ærgerligt når alle de andre exchange students festede derinde, og vi bare kunne stå ude på gaden. Og det havde vist gået ret vildt for sig den aften, op til flere var blevet smidt ud i armlås og det hele. Mand hvor ville jeg gerne have været der:) Jeg snakkede med min koordinator en uges tid efter, Kristy hjælper mig med at vælge fag og har kontakt med min skole i Danmark, og hun var fuldstændig enig med mig om at det burde man have fortalt os under informationsmødet, fnys! Meget vigtig info må man vist nok sige!!!
Tricia og Bex er nok dem jeg hænger mest ud med, de er super søde. Til gengæld er vi ret uenige om hvem af os der er den dårlige indflydelse. De peger på mig og jeg er jo ret overbevist om at det er dem. Ikke at vi roder os ud i alt muligt slemt, såsom alkoholpolitikker og drikkepengepolitikker, men vi bliver altid ”i så godt humør når vi er sammen” hvis I forstår;-) Jeg er jo sikker på at det er det skotske blod der tendere til alkohol, men desværre har vi jo også en ret god ølkultur i gamle Danmark, jeg ikke rigtig kan løbe fra. Måske er vi lige gode om det. Det vigtigste er at jeg har mødt disse kanon søde tøser, der gør dagligdagen lidt festligere, for hold da op hvor kan de snakke meget. Hvis I synes jeg plaprer er det ingenting i forhold til dem, og så taler de med en meget kraftig skotsk accent, der til tider gør dem ret svære at forstå. Det sjove er så, ja æblet falder ikke langt fra stammen mor;) når jeg har været sammen med dem nogle timer, begynder jeg også at tale med skotsk accent. Hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, så jeg kun forestille mig det lyder lige så skrækkeligt som når jeg prøver at tale bornholmsk, hehe.
Nå, men Karina har jo ikke altid styr på alt ting, hvilket hun også fandt ud af 1 ½ hverdag før skolen startede. Jeg havde glemt at tilmelde mig de fag jeg ønskede at gå til. Jeg fandt ud af det torsdag eftermiddag, den samme dag vi tog til BBQ, og skolen startede tirsdag d. 5. september, og mandag var en helligdag….Ups!! Jeg skrev en mail til Kristy, at jeg da vist nok havde sovet i timen, ha ha, og nok gerne ville se hende fredag efter info-mødet. Jeg fandt Mads, som jeg går i skole med på CBS i Danmark, og siden han også havde lidt problemer med sit skema ville vi gå sammen. Forskellen var bare at Mads kun manglede ét fag, hvor jeg manglede alle 4... så jeg besluttede mig for at vælge præcis de samme fag som ham, så meget nemmere:D og så skulle vi ”bare” finde et fjerde fag. Desværre er CBS så bureaukratisk at det er til at brække sig over, de skal have forhåndsgodkendelsen minimum 3 uger før det endelig møde, hvor de så vil beslutte om faget er godkendt eller ej. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre da vi skal have endelig besked, ja i dag. Mads har haft kontakt med sekretariatet over en uge før undervisningen ville starte, dvs. alt i alt har vi forsøgt at få en forhåndsgodkendelse i OVER 3 uger. Fra i dag af er det ikke muligt at skifte fag. Mads og jeg er ret overbeviste om at det sidste fag ikke bliver godkendt. Da vi mødte op til første time erfarede vi at meget at det læreren vil gennemgå har vi allerede haft… Til gengæld er det super spændende, Business Ethics! Og siden det er for sent at vælge et andet fag, kan vi jo lige så godt nyde det. Dette indebærer dog ikke at vores exchange er spildt, men vi bliver nok nød til at tage nogle ekstra credits når vi kommer hjem, skrive en essay eller et eller andet dødkedeligt. En kedelig situation som kunne være undgået, hvis bare vores allesammens kære Bent Meyer, koordinator for FLØK studiet, gad at tage fingeren ud og lige skimme vores forslag igennem, men nej – for det er jo ikke hans bord!!
Jeg har i alt 4 fag, fordelt på 2 dage, tirsdag og torsdag. Tirsdag står på Business Ethics kl. 8-11, så har jeg Cross-Cultural Dimension Organizational Behaviour kl. 11-14, mellemtime 14-15, og så slutter vi lige dagen af med Human Resources Management kl. 15-18. Som I kan se, mega lang dag. Jeg ved jeg kommer til at fortryde denne fagkombination mange gange de næste 3 måneder. Og tirsdag er som regel ”gå-i-byen-dag”, så onsdag bliver en velfortjent fridag!
Torsdag har jeg kun ét fag, Issues in Communication and Business kl. 15-18, igen færdig sent, men til gengæld kan man jo sove længe. Men jeg skal endelig ikke klage, Kerstin fra min unit (læs næste blog) har 2 dage om ugen hvor hun først er færdig 21.30….så vil jeg hellere have min sindssyge tirsdag.
Da vi endnu ikke rigtig er startet, sådan rigtig seriøst – idet de første to uger er shop around (man tjekker de forskellige fag ud!) ved jeg endnu ikke hvilke fag jeg holder mest af. Business Ethics er selvfølgelig super spændende, men jeg har allerede en meget høj moral, specielt inden for business, så jeg ved ikke rigtig hvor modtagelig jeg vil være. Der er én fra studiet som er så bund korrupt at jeg næsten ikke kan holde det ud, jeg blev helt målløs. Hvis han har valget mellem at lyve og redde sit eget skind – mens en anden bliver hængt ud, vil han til en hver pris gøre det! Det har jeg simpelthen ikke samvittighed til – jeg bliver aldrig en hardcore business kvinde…
Og siden vi har læst mange af de filosoffer vi skal gennemgå – Hobbes, Adam Smith, Friedman, Marx, håber jeg det vil gå rimeligt, jeg vil ikke sige nemt, men jeg håber det:p
Til de fløkker der læser med, Tricia og Bex – to gæve skotter, aner ikke hvem Adam Smith er (meget berømt skotsk økonom og filosof!!). Hvilket Mads og jeg fandt meget skægt idet alle vores forelæsere i FLØK har berettet op og ned omkring hvor vigtig Smith var i den og den sammenhæng, og de læser begge økonomi. Hehe, en lille insider morsomhed;o) Tricia og Bex tager også dette fag.
Vores professor i Cross-Cultural…. har ikke imponeret mig, idet hun har formået til begge forelæsninger at møde en time for sent. Bex fortalte mig at hun også mødte en time for sent da hende og Tricia skulle have forelæsning (vi tager det samme fag, men på forskellige tidspunkter). Det er simpelthen ikke acceptabelt! Og så forlanger hun af os at vi skal aflevere ting til tiden og forberede os hjemmefra, right! I denne uge skulle vi læse over 80 sider, hvilke vi aldrig fik gennemgået (heldigvis havde jeg ikke fået læst det hele, hehe), næste uge skal vi læse 140 sider…hvis hun ikke gennemgår dem, så ved jeg ikke hvad jeg gør. Det er spild af tid! Og faget lød ellers så dødspændende!! Ævbæv.
HRM er okay, tekstbogen er super kedelig, og der står stort set ikke noget man ikke ved i forvejen, eller kan trække paralleller til fra ens erhvervserfaring, men vores professor er noget så sød. Så taget i betragtning af at det er de sidste timer efter en lang dag, så gør vores professor det til at kunne holde ud – lige bortset fra alt det gruppe arbejde! Det praktiserer de alle vegne, det er okay derhjemme for der har man ligesom sin faste gruppe man plejer at arbejde sammen med (miss u girls so much!!), men her kender man ikke en sjæl, og nogle gange kan man risikere at komme i gruppe med en første års, fy for pokker (19 år!!!!!)
Issues in Communication and Business virker også rigtig godt, og igen en professor der er gang i, og så er hun også rigtig sød. Det jeg nok elsker mest ved de her kurser er, de stiller de mest åbenlyse spørgsmål. Man SKAL, desværre, deltage i undervisningen, man får flere point hvis man deltager, hvilket i sidste ende kan være dem der var årsagen til at man bestod, så der er ikke rigtig nogen grund til ikke at gøre en ekstra indsats. Men da sværhedsgraden overhovedet ikke er på samme niveau som derhjemme, er det heller ikke svært at deltage. Det er så lækkert, plus man fremstår som den mest geniale person ever, de roser én til skyerne hvis ”man siger det rigtige”, hvilket altid er så åbenlyst.
Det værste er dog alle de afleveringer, tror jeg har afleveringer i alle fag hver uge, fuldstændig som at gå i gymnasiet igen, det kan jeg slet ikke overskue! Men der er vel ikke andet for end at give den en skalle, som jeg lovede moar og faar;o)
Okay, det var sådan lige det overordnede jeg lige kunne komme i tanke om, fortsættelse følger, stol på det! (hvis det fucking lorte internet ellers gad at virke……grrrrrrrrrr!!!!)

0 Comments:
Post a Comment
Links to this post:
Create a Link
<< Home