Vel ankommet til Toronto - men hvor blev skolen af?!

Søndag d. 27. August var det tid til at jeg skulle fortsætte mit lille eventyr solo. Duritas og mine veje skulle skilles. hun skulle til Washington og jeg skulle til Toronto (via Washington...meget irriterende!)

Jeg skulle med flyet til Washington fra JFK lufthavn kl. 12.46, men skulle checke ind 3 timer inden, så jeg tog tidligt af sted søndag, lidt over 7 om morgenen - jeg regnede med at så havde jeg tid til at tage det forkerte tog samt fare vild i lufthavnen. Hvad jeg ikke havde taget højde for var at metroen også kan være en smule ustabil i New York...

Da jeg kom ud af hostellet kom en meget højtråbende mand mig i møde, netop som jeg var begyndt at bande og svovle over mine forbandede tunge kufferter. "Please, please let me help you! God told me to help people, please let me help you!" Selvfølgelig blev jeg en smule mistroisk, men han forsikrede mig at han hverken ville have penge eller mad, han ville bare gerne udføre Guds ord. Så jeg tænkte okay, så slap jeg for den tunge kuffert. Men lige så snart han fik kufferten begyndte han på, at hvis jeg nu havde nogle penge så....han havde ikke fået mad længe og ville så gerne have morgenmad, men det var jo selvfølgelig ikke derfor at han hjalp mig. Dernæst kunne han jo fortælle mig at han aaaaallddrig havde været ude og rejse før, men håbede virkelig at han ville få mulighed for det engang i fremtiden. Og så havde han aldrig overfaldet eller slået en kvinde (hmmmm....) og han havde aldrig stjålet før. For at sige det kort, han ville virkelig gerne have nogle penge og brugte alle midler på at vække min sympati. Problemet var bare at jeg havde næsten ingen kontanter, og det havde jeg også forklaret ham med det samme. Jeg havde $4 som jeg havde tænkt mig at bruge på min egen morgenmad i lufthavnen...men fordi han hjalp mig helt ned i metroen med min kuffert (samt jeg ikke rigtig vidste hvordan han ville reagere hvis han ikke fik nogle penge...) så fik han mine sidste dollars. Har ikke helt fundet ud af hvordan man håndtere de tiggere..

Jeg vidste godt hvilke toge jeg skulle med, men var mere i tvivl om hvilken perron jeg skulle stå på, så jeg spurgte en medarbejder der gik rundt nede i undergrunden. Han forklarede mig hviklet tog jeg skulle med, der var nemlig to linjer der hed det samme, men som kørte forskellige steder hen, og så viste han mig hvor jeg skulle stille mig så jeg kunne spørge togføreren hvilken retning han kørte, meget venlig mand! Godt så, og så ventede jeg, og jeg ventede...jeg havde forventet at være i JFK lufthavn omkring kl 8, da kl. var 8.15 sad jeg stadig på 59th Street og havde i hvert fald en halv time togkørsel foran mig. Så kommer det første A-tog, og i et anfald af panik "hvad er det nu lufthavnen hedder, 3 bogstaver..." mens jeg går hen til togføren, jeg får hans opmærksomhed og spørger "Are you going to FBI??" hehehehe, det fløj ud af munden på mig, det var den eneste kombination af 3 bogstaver jeg lige kunne komme på....hehehe, jeg kunne slet ikke lade være med at grine af mig selv bagefter, der helt alene i undergrunden. Heldigvis vidste han godt hvad jeg mente, og det skulle han desværre ikke. Men der kom hurtigt et nyt A-tog, og det var det rette.

Det lykkes mig at tage det rigtige fly til Washington OG derefter til Toronto, så man kan godt sige jeg var pænt stolt af mig selv den dag!! Skal jeg være ærlig havde jeg forventet at gå ret så meget i panik og fare vild en masse gange, men det skete slet ikke. Da jeg ankom til Toronto kunne jeg ikke lige overskue at finde ud af busser og subway, så jeg tog altså en taxa...men det var en ret lanf tur viste det sig, vi kørte i over en halv time og jeg begyndte at blive lidt nervøs for den endelige regning. I Danmark er jeg sikker på denne tur ville have kostet mig 500 kroner hvis ikke mere, men jeg slap med det halve...selvom canadierne syntes det var en dyr tur.
Jeg blev meget overrasket over mit nye hjem, Guesthouse Hostel, jeg var overbevist om at der var sket en fejl. Det var jo bare et almindeligt hus, der var ingen skilte eller anden form for reklamer om at det var et Hostel. Mens jeg sad i taxaen og snakkede med chauføren om hvorvidt dette var det rigtige sted eller ej, kom en mand ud af huset og spurgte om jeg var Karina Rasmussen og ønskede mig velkommen, tog en kuffert og bar den ind. Jep, det måtte være her! Og hvilket sted i forhold til hostellet i NYC, men jeg betaler nu også dobbelt så meget... Jeg har fri internet, over 70 kanaler på fjernsynet, privat bad og toilet samt mulighed for at vaske tøj billigt, og så har jeg køkken - køleskab, mikroovn, gaskomfu, kaffemaskine, toaster osv. Luksus i forhold til det andet sted. Det eneste jeg kan beklage mig over er en ret lille seng og så KNIRKER den!! Jeg skal bare tænke på at bevæge mig så overdøver den alt! Men det er jo heldigvis kun for nogle dage, så skal jeg flytte over på det der svarer til et kollegie...det bliver spændende!

Men der viser sig jo at jeg har ret så meget familie her i Toronto og omegn, mange af min fars onkler, fætre og kusiner emigrerede i 1950'erne til Canada. Min farfar var den første der rejste, man kan vel kalde ham en trendsætter;o), han rejste dog hurtigt hjem igen da min oldefar blev syg.
Anyways, Jørgen (min fars fætter) ville meget gerne have at jeg kom på besøg, så mandag eftermiddag blev jeg hentet og så gik turen nord på. Desværre havde ingen af os taget højde for rushhour, så det blev en lang tur, men så fik vi da chancen for at lære hinanden lidt at kende. Og hvilket hjem jeg kom hen til, fantastisk hus midt inde i en skov, kæmpe have med swimmingpool, kæmpe hund og kæmpe kat - lignede Bamse på en prik Mikkel, bare i en lidt aahhøøørmm overproportionel størrelse, kæmpe hus. Men et meget rart hjem, og det var skægt at se et typisk canadisk hjem (vil jeg tro) med diverse porcelænsfigurer fra Danmark.
Vi gik på restaurant for at spise aftensmad og Jørgen og Grethes søn tog med. Sindssyg lækker mad, men havde ikke rigtig tid til at spise den! Barndomsminderne rullede frem "Karina, ti stille og spis, vi venter kun på dig!". De var jo selvfølgelig nysgerrige og stillede spørgsmål mht. mit studie, til min familie, hvor jeg skulle bo, hvad jeg havde oplevet i NYC etc. Så det var selvfølgelig undskyldt at jeg var lidt længere om min mad end de andre, men associationerne var der stadig:o)

Næste dag, dvs. idag, besluttede jeg mig for at finde ud af hvor min skole og mit fremtidige hjem de næste 3,5 måneder skulle være. Men kunne jeg finde det? Nope!
Da jeg havde rendt rundt en times tid opgav jeg, så måtte jeg prøve imorgen i stedet for. Så hvad kunne gøre mig i bedre humør, hmmm der lå jo et shopping center;)
Men lige så snart jeg kom ind i centeret ser jeg et skilt med min skoles navn, Ryerson University. Så jeg følger pilen, og kommer ud af centeret på den anden side og ser...ingenting. Bare en masse butikker. Det kunne da ikke være rigtigt at min skole lå inde i et shopping center?! Som jeg blev mere og mere irriteret besluttede jeg mig for at gå hjem, der var ikke andet for at jeg måtte researche lidt mere imorgen før jeg bevægede mig på jagt igen. Pludselig ser jeg et nyt skilt på vejen hjem, og vupti der lå campus og sjovt nok min skole. For så at gøre det mere pinligt, jeg rendte rundt efter Victoria Street 30, men skulle have ledt efter Victoria Street 300! No wonder I couldn't find it! Mig og min fremragende hukommelse... Desværre fandt jeg ikke Neill Wycik (mit fremtidige hjem), men der er jo en dag imorgen!

Have a nice one:oD
Knus Karina